Færdig bog 19. dec-2005 - Bog - Side 122
Kapitel 15
(Hun taler med sit Højere Selv om tingene, men siger ofte ”de siger, at...”)
Når man har talt om det, som man selv mente var det vigtige, så kommer
hun frem med hvad ”de” ellers har sagt, hvis der er noget man har overset.
Så lægger man sig på briksen og får tæpper på. Derefter lægger hun forskellige krystaller/bestemte ”sten”, som passer til situationen rundt
omkring på ens krop og starter med at sidde bag ens hoved og lukke op for
”kanalen”.
På det tidspunkt kan der ofte komme nogle ekstra synspunkter på nogle af
de ting, som vi har talt om forinden – og det fortsætter efterhånden, som
hun flytter sig rundt omkring kroppen.
Nogle gange må man selv hjælpe til. Det gør man ved at gøre de ting, som
hun beder én gøre. For eksempel visualisere og/eller besvare nogle spørgsmål.
Jeg husker en ret vigtig oplevelse under en healing:
Vi var kommet til hjertet, og da måtte jeg selv hjælpe til: Hun bad mig
visualisere, at jeg forbandt mig via en sølvtråd – eller en antenne til hende
og til mit Højere Selv i en trekant form. Så skulle jeg finde ud af, hvad mit
Højere Selv ville fortælle mig. Hun (mit Højere Selv, som ligner mit eget
spejlbillede, blot meget mere dronninge-agtig og smuk) gav mig et skrin.
”Hvad skal du så med det?” spurgte Lone. ”Tja, jeg må vel åbne det” svarede jeg og gjorde det. – Puha, det var fyldt med slanger - levende slanger,
væmmeligt. ”Hvad skal de mon der?” spurgte Lone. ”Jeg tror, at de beskytter en skat”, svarede jeg. ”Nå, men så må du jo fjerne dem – bare drej halsen om på dem og smid dem væk”. Som sagt, så gjort – og nedenunder lå
det fineste røde, faste hjerte. Det var et meget robust hjerte, sådan ligesom
de gummihjerter man kan trykke på, men som ikke mister faconen eller
bliver ødelagt.
”Hvad skal du mon med det?” spurgte Lone nu. ”Jeg tror, at jeg skal bytte
det ud med det hjerte, som jeg har i forvejen”, sagde jeg. ”Nå, men så gør
du det”, sagde Lone. Så jeg tog det gamle hjerte ud. Det så helt forfærdeligt ud, som en klump lever, som man meget uelegant, har prøvet at fjerne
senerne i. Helt revet fra hinanden visse steder og helt brunligt. Puha! Det
kunne man da kalde ”A broken heart”.
Det var nu heller ikke så sært, for jeg havde jo været ude for en hel del
ting igennem livet, hvor mit hjerte var blevet flået i på forskellige måder.
”Put du det i skrinet i stedet for og slangerne med. Luk så og giv skrinet til
dit Højere Selv, så hun kan smide det væk”. Det gjorde jeg, men først efter
122
