Færdig bog 19. dec-2005 - Bog - Side 120
Kapitel 15
Men en dag, havde hun ikke tid og han havde mange smerter, så jeg tilbød at prøve at massere ham i stedet.
Jeg har ikke lært at massere, men havde ofte fået massage selv pga. min
daværende kroniske hovedpine. Jeg havde derfor hørt lidt om massage og
også lært mig at give Trine babymassage, da hun blev født.
Jeg vidste derfor, blandt andet, at man skal kunne mærke rygraden, når
man masserer maven, hvis folk slapper helt af.
Det kunne man ikke på ham – lige meget hvor meget han slappede af...
Det undrede mig jo lidt, så jeg bad ham gå til lægen for en sikkerheds skyld.
Da smerterne blev stadigt værre, endte det da også med, at han gik derhen, da han kom hjem ugen efter.
Det viste sig, at det ikke var så underligt, at jeg ikke havde kunnet mærke
rygraden, for hans milt, som skulle veje ca. 200 gram, vejede 5 KILO!
Han havde med andre ord Leukemi – Blodkræft!
Vi fik naturligvis begge et chock og var helt rundt på gulvet, men allerede
dagen efter, havde jeg en frokost aftale med en dygtig kvindelig københavnsk rejsebureaudirektør.
Da det forretningsmæssige var overstået, kom vi naturligvis ind på emnet,
da jeg jo var ret rystet.
Og det var godt, for hun vidste lige hvad vi skulle gøre – ”tilfældigvis”
eller?
”Ring straks til Lone H. og få en tid til ham”, sagde hun og fortsatte:
”Lone, som er uddannet sygeplejerske, har kureret “uhelbredelig” kræft
hos masser af mennesker ved hjælp af healing. Hun er fantastisk.”
Det kan vi kun give hende ret i. Lone så med det samme, hvilke oplevelser og personer, som havde forårsaget kræften og kunne derefter gå i gang
med at få min kæreste til at indse dette og ændre sin adfærd, så sygdommen kunne heales.
Det tog naturligvis tid og mange behandlinger og visualiseringer, hvor han
skulle forestille sig, hvordan han bekæmpede kræftcellerne. Samtidig fik
han behandlinger på hospitalet og spiste Juice-plus, som er frugt og grønt,
koncentreret i pilleform. De raske celler skulle jo have noget at leve af, så
de kunne komme i topform igen og ingen ville kunne overkomme at spise
så meget frugt og grønt, som skulle til.
120
