forældrefolder - Flipbook - Side 3
FORORD
Dit barn er et af de første børn i Danmark, som får Teknologi og Innovation som et
selvstændigt fag og som en integreret del af hele skoleforløbet. Det er vi stolte af i
Rødovre, og det er jeg stolt af som borgmester.
Børn og unge, der vokser op i Rødovre, skal have kompetencerne til at kunne navigere
sikkert rundt i fremtidens digitale og teknologiske univers.Vi skal give dem de bedste
forudsætninger for at kunne klare sig i og bidrage til en verden, der er i rivende digital
udvikling. Dette er baggrunden for Rødovre Kommunes store satsning på teknologi og
innovation i folkeskolen.
Vores børn og unge i Rødovres skoler går derfor en rigtig spændende tid i møde. De
vil møde et helt nyt fag, som får sin helt egen placering på skoleskemaet i 6., 7. og 8.
klasse. De vil blive introduceret til teknologi, innovation og digital dannelse på alle klassetrin, hvor det skal tænkes ind i alle fag.
Vi vil gerne give vores børn og unge den bedste træningsbane til at afprøve alle de
nyeste teknologier. I Rødovre åbner vi derfor TekX – vores helt eget teknologiske laboratorium, som ligger midt i byen. Her skal børnene selv arbejde og eksperimentere
med en bred vifte af forskellige digitale teknologier, som f.eks. robotter, 3D-printere og
Virtual Reality, men også stof, maling, pap og papir.
Rødovre er den første kommune i Danmark, hvor alle klassetrin systematisk arbejder
med Teknologi og Innovation. Jeg glæder mig over, at børn og unge i vores skoler får
denne unikke mulighed.
Dit barn kan godt begynde at glæde sig!
Erik Nielsen,
Borgmester
• 3