SUF Magasinet - Flipbook - Page 79
| 79
SUF Sydsjælland
udvider med nyt
botilbud
En renoveret landejendom med selvstændige boliger og socialfaglige
nøglepersoner bliver ny social træningsbane for fire sårbare unge
Af Peter Borberg, journalist & mag.art.
På en nedlagt landejendom lidt uden for Vordingborg har der de seneste måneder været travlhed.
Det er nemlig her, SUF Sydsjælland har skabt et helt
nyt botilbud – kaldet ”Gården” – som består af fire
selvstændige boliger og socialfaglige nøglepersoner på samme matrikel.
– Det er et tilbud, hvor vi gennem kombinationen
af fællesskab, egen bolig og socialfaglig støtte helt
tæt på skaber en social træningsbane for unge, som
har brug for intensiv støtte for at kunne bo selv. Det
kan være unge, som af forskellige grunde ikke kan
bo sammen med andre, unge som kommer med
en dysfunktionel eller svag familiebaggrund, eller
unge som måske er havnet i misbrug eller kriminalitet, siger Morten Bruun Pedersen, afdelingsleder, SUF Sydsjælland, der med både støtte i egen
bolig og anbringelser arbejder med en sammensat
gruppe af unge og voksne i særligt vanskelige livssituationer.
Miljøskifte
”Gården” kommer i særlig grad til at henvende sig
til unge med behov for et miljøskifte for at komme
i retning mod en tilværelse med øget livskvalitet.
– Det er et sted med unikke muligheder for aktiviteter og fællesskaber, som er fremmende for beboernes udvikling. De fysiske faciliteter kommer blandt
andet til at byde på fitnessrum, fritidsværksted,
bålplads med shelter og orangeri, hvor de unge får
mulighed for at mødes i dagligdags fællesskaber, siger Morten Bruun Pedersen og uddyber:
– Beboerne har mulighed for at stemple ind og ud
af den sociale kontakt alt efter behov, og samtidig har vi en forventning om, at der kommer til at
foregå en social træning i al ubemærkethed, når de
mødes rundtomkring på "Gården".
Nyt kollegateam
Sideløbende med at der er blevet arbejdet med de
fysiske rammer på Gården, har der også været gang
i en større rekruttering af medarbejdere, som tæller socialkonsulenter, vicevært, køkkenansvarlig,
nattevagter og aktivitetsmedarbejdere.
– Fælles for de folk, vi har hentet ind, er, at de brænder for at være med til at skabe et helt nyt socialtilbud fra dag ét, og så køber de ind på en socialfaglig
praksis, der blandt andet indebærer, at beboerne
har mulighed for støtte døgnet rundt, slutter Morten Bruun Pedersen.
"Gården" åbner den 1. juni 2024, og de første to
unge er allerede flyttet ind.