SUF Magasinet - Flipbook - Page 76
76 | SUF MAGASINET · April 2024
Socialrådgivere i børne- og
ungeforvaltningen bruger 82 procent af
deres tid på dokumentation. Det er absurd ...
nem sproget. Vi har aldrig talt så meget om mistrivsel, men det bliver værre og værre.
Gennemsnitsmennesker
Derved er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvad vi
ser som værdifuldt i vores samfund.
– For mennesker, der arbejder i omsorgssektoren,
virker det indlysende, at de skaber værdi for samfundet – også økonomisk. Det virker logisk, at hvis
en ung fyr er faldet uden for arbejdsmarkedet og
oplever mistrivsel, så hjælper det os alle, at han får
det bedre, så han kan bidrage socialt og økonomisk.
Men for en økonom er øget livsværdi ikke indlysende, og politisk betragter man ikke pædagoger,
socialrådgivere osv. som nogen, der er værdiskabende, men som udgifter, siger Emma Holten, som
fremhæver, at denne udvikling for alvor tog sin begyndelse i 1980’erne, hvor man begyndte at sammenligne den offentlige sektor med en virksomhed.
– Men at producere en bil, er ikke det samme som
at tage vare på et menneske, og man skaber nogle store udfordringer, når man begynder at regne
efter gennemsnitsmennesker – gennemsnitselev,
gennemsnitsalkoholiker osv. – for sagen er jo, at
det, der kendetegner det gennemsnitlige menneske, er, at ingen er gennemsnitlige. Konsekvenserne ser vi. Vi opererer efter gennemsnitsstandarder.
Vi udskriver borgere fra sociale indsatser, selvom
borgerne ikke er klar til det. Vi sender borgere i
aktivering, selvom vi ved, de ikke kan klare det. Vi
afslutter psykologforløb, selvom vi ved, at borgeren
ikke er færdig. Det kan for mange virke ufatteligt,
at disse ting sker i den offentlige sektor, men når
man ser på de økonomiske metoder, man bruger til
at konstruere offentlige tilbud, så giver det ofte sig
selv, hvorfor det går galt.
Manglende tillid
I forlængelse heraf peger Emma Holten på et andet
problem, nemlig et samfund, der møder såvel udbydere og modtagere med mistillid.
– Den økonomiske tænkning, som ligger til grund
for samfundets omsorg til dets borgere, hviler på
den antagelse, at alle kun varetager deres egne
interesser. Borgeren bliver mistænkt for at ville
udnytte systemet, og sagsbehandleren eller socialpædagogen bliver mistænkt for ikke at leve op til
deres faglighed, så de skal dokumentere alt, hvad
de laver. Socialrådgivere i børne- og ungeforvaltningen bruger 82 procent af deres tid på dokumentation. Det er absurd, siger Emma Holten, inden
hun beder om et kort break i interviewet, så hun
kan hente en ny forsyning varmt vand i baren til
den grønne te.
– Vi skal huske at komme omkring jeres tema om
køn og identitet. Der er nemlig en ret klar kobling
til socialområdet, siger hun, da hun vender tilbage.
– Det er jo for eksempel ret interessant, at kvinder
fortsat er overrepræsenterede inden for de fagfelter, hvor der bliver udøvet omsorg – hovedparten af
medarbejderne inden for social- og sundhedsområdet er kvinder. Gennem den historiske devaluering af kvinder har man kunnet slippe afsted med
at rangere social- og sundhedsområdet som noget,
der ikke har den store værdi for samfundet, siger
Emma Holten og holder en pause. Så tilføjer hun:
– Køn og identitet er en løftestang til at forstå magt.
Men det er samtidig en inspiration til, at vi spørger
os selv, hvordan bliver vi glade mennesker i det her
samfund. I feminismen har vi længe kæmpet for at
vise, at kvinder kunne det samme, som mænd historisk har kunnet. Men jeg er her for at vise, at de
områder, hvor kvinder er overrepræsenterede – arbejdet i hjemmet, arbejdet med omsorg – også er
en kamp værd. For mig er det lige præcis den slags
arbejde, vores fremtid skal bygges på.
