SUF Magasinet - Flipbook - Page 75
Den sociale profil | 75
som et anslag til en bredere diskussion om samfundets indretning, havde trange kår. Ikke mindst
i mødet med medier og politikere.
havde det til fælles, at de ikke havde nogen fast indtægt, siger Emma Holten.
Efterspørgsel på viden
– Jeg oplevede, at emnerne, som blev diskuteret,
blev meget udvendige, siger Emma Holten, som
specifikt husker en episode fra et Folkemøde på
Bornholm, hvor hun var i debat med tre politikere
om digitale sexkrænkelser.
– For mig var det mit liv, vi talte om. For dem var
det et arbejde, hvor det blot handlede om at indtage en bestemt holdning.
Emma Holten oplevede debatkulturen som et teaterstykke.
– Der var en, der spillede højreorienteret, en anden
spillede venstreorienteret, og jeg skulle så spille en
sur, ung og skråsikker feminist. Det var totalt drænende og retraumatiserende – i forhold til det overgreb, jeg havde været udsat for – at blive objektiviseret på den måde. Samtidig var der sjældent tid til
at gå i dybden med kompleksiteten i de spørgsmål,
vi debatterede.
Sammenbruddet
I efteråret 2017 fik hun nok. Emma Holten besluttede at trække stikket fra alt, hvad der hed deltagelse i den offentlige debat.
– Jeg fik, hvad der må karakteriseres som et nervesammenbrud. Jeg kunne ikke holde til, at jeg ikke
blev set som et helt menneske og blev skudt alle
mulige motiver i skoene. Jeg var overbelastet på
samtlige parametre – fagligt, personligt, psykisk. I
godt et år var jeg helt nede i kulkælderen, fortæller
Emma Holten, som i denne periode boede godt et
år i New York sammen med sin daværende kæreste.
Det var tydeligt, at hun på mange måder var blevet
kastet uforvarende ind i en dansk debatkultur, som
hun ikke var forberedt på.
– Jeg kommer ikke fra en politisk baggrund, hvor vi
er vant til at stille os frem i samfundsdebatten. Jeg
er opvokset i et trygt og velfungerende kunstnerhjem på Østerbro sammen med mine forældre og
min søster. Et rigtigt hurlumhejhus, hvor der kom
en masse skæve eksistenser på besøg, som typisk
Samtidig betoner hun, at hun er ud af en generation, hvor børn og unge stadig blev indprentet, at
stærke mennesker er dem, som klarer sig selv. Det
ramte hende hårdt, da hun blev udsat for den digitale sexkrænkelse i 2011. Emma Holten søgte hverken fællesskaber eller professionel hjælp.
– Det at løse problemer gennem kollektive processer og opsøge aktivistiske fællesskaber var ikke
bare noget, man gjorde i 2011, og det er helt sikkert med til at forklare, at jeg fik et sammenbrud
nogle år senere, siger Emma Holten, der efter godt
tre års pause fra samfundsdebatten stemplede ind
igen i 2021.
Hun lancerede et foredrag med titlen ”Hvad er vi
værd?”, der udfordrer økonomien som en uangribelig sandhed og som går bagom de udregninger og
tabeller, som eksempelvis værdisætter indsatsen
fra en sygeplejerske eller socialarbejder. Foreløbig
har foredraget solgt i omegnen af 11.000 billetter.
– Selvom emnet er ret ‘nørdet’, så oplever jeg, at
der er en stor efterspørgsel på viden med research
bag, som kan gøre os klogere på for eksempel ligestilling, køn og identitet og social udsathed, siger
Emma Holten.
Galoperende mistrivsel
Når det er sagt, så er der efter Emma Holtens mening grund til at undre sig.
– Vi lever i en paradoksal tid. Aldrig har vi haft et
større fokus på trivsel, inklusion, tolerance, mangfoldighed osv., end vi har i disse år. Men i vores økonomiske og politiske system har normalitetsforståelsen aldrig været smallere, siger hun og uddyber:
– De senere års skolereformer har været baseret
på idéen om effektivitet – flest mulige elever til
færrest mulige lærere. Så får vi mest for pengene,
lyder logikken. Men det betyder, at elever, som falder uden for normalen, bliver et kæmpe problem.
Har du angst eller en spiseforstyrrelse, så går det
pludselig også ad helvede til i skolen, for der er ingen, som har tid til dig, og der er ikke investeret i
omsorg lige netop dér, hvor du er. Det hjælper ikke,
at vi forsøger at rode bod på samfundets svigt gen-
›
