SUF Magasinet - Flipbook - Page 44
44 | SUF MAGASINET · Maj 2019
– Hvis vi får at vide, at en ung har problemer med
at komme i bad, og det så viser sig, at det egentlig
blot handler om, at den unge har problemer med at
gå i bad om morgenen, men ikke om aftenen, så gør
det en forskel i forhold til, hvad der er den reelle
problemstilling.
Et fælles tredje
Og det er ifølge Karina Nielsen blot ét eksempel på,
hvordan en bevidst inddragelse af borgeren i dokumentationsarbejdet kan gøre indsatsen mere tydelig for alle parter.
– Risikoen for, at misforståelser eller forudindtagede opfattelser kommer til at sætte sig negative
spor på et forløb, reduceres kraftigt, hvis den unge,
socialkonsulenten og den kommunale sagsbehandler alle er ligeværdigt med i dokumentationsarbejdet, siger Karina Nielsen, der ligefrem har oplevet,
hvordan dokumentationen har udviklet sig til det
berømte ”fælles tredje”, hvor man er sammen om
at løse en opgave.
– Det gør det nemmere at tale om udvikling og udfordringer, når vi taler det samme sprog, forklarer
Karina Nielsen, som derudover flere gange har registret, hvordan det er værdifuldt for den unge at
føle sig set gennem dokumentationsarbejdet.
– Vi har haft flere unge, som har givet udtryk for, at
de har følt sig anerkendt og respekteret, når de har
været med til at sende noget ind til sagsbehandleren. Det gør det mindre ’farligt’, fordi de ved, hvad
der er skrevet, og de behøver ikke frygte, at der står
noget, de ikke kan stå inde for.
Konstruktiv uenighed
Det er dog ikke, understreger Karina Nielsen, ensbetydende med, at hun og den unge nødvendigvis
altid er enige om, hvad der bliver rapporteret til
kommunen.
– Der kan sagtens være to forskellige sider af den
samme problematik, og det prøver vi at gøre til en
pointe i sig selv. Den unge må godt opleve, at vi ikke
altid er enige, fordi sådan er verden nu engang også
skruet sammen, og det er okay at være uenige. Det
afgørende er, at den unge ikke føler sig underkendt
i sin mening, siget hun.
Det ideelle system
Det fortløbende dokumentationsarbejde i Den Sociale Udviklingsfond lægger sig i naturlig forlængelse af de progressionsmålinger, som i forvejen
finder sted med jævne mellemrum.
– Vi stopper løbende op, hvor vi sammen med den
unge taler om, hvor langt vi er nået i forløbet, og
hvad der eventuelt skal justeres, siger Karina Nielsen og indkapsler derved, hvad der for hende er det
helt centrale, når det gælder det ideelle system eller den rette praksis for dokumentationsarbejdet.
– Det afgørende er, at dokumentationssystemerne
lægger op til, at den unge og socialkonsulenten
sætter sig fysisk sammen. Ellers er man lige vidt.
Vi har i dag selv videreudviklet dokumentationssystemet, så vi kan tilføje den unges kommentarer.
Det er nemlig først, når den unges stemme kommer
i spil, at dokumentationen bliver til mere end blot
dokumentation, slutter Karina Nielsen.
