SUF Magasinet - Flipbook - Page 28
28 | SUF MAGASINET · Maj 2019
TEMA | I SAMARBEJDE MED SELVEJE
REPORTAGE – KICKOFF – FRIVILLIGHEDSPROJEKT
”Jeg kan og skal tro på,
at jeg er en resurse
for andre…”
SUF-FRIVILLIG: Unge og socialkonsulenter brugte den første
workshop i nyt landsdækkende frivillighedsprojekt til at gå på
opdagelse i frivillighedens muligheder
Af Peter Borberg, mag.art. & journalist · Foto: Den Sociale Udviklingsfond
”Hvis det man har været igennem, kan give mening
for andre, har det stor værdi.”
”Hvis ikke jeg selv udvikler mig, kan jeg ikke tage
ansvar for andre.”
Ordene, der fylder rummet, indeholder store refleksioner over, hvad et langt liv som udsat ung har
betydet – og ikke mindst hvilken betydning det kan
komme til at få for andre unge, der befinder sig i
vanskelige livssituationer.
Vi er på Den Sociale udviklingsfonds (SUF) hovedkontor i Odense, hvor tyve unge og deres socialkonsulenter er samlet i mødelokalet en lørdag formiddag i marts til opstart af projektet SUF-Frivillig.
Deltagerne er sat i stævne for dels at lære hinanden
at kende, dels for at komme med de første input til,
hvad de ser af muligheder i SUF-Frivillig.
– Jeg kunne godt have brugt, at der var én, som ikke
var professionel, der havde sagt til mig, at selvom
det hele er noget lort, så er der lys på den anden
side, lyder en af dagens første bemærkninger, mens
en anden indskyder:
– Jeg kan og skal tro på, at jeg er en resurse for andre.
Det fortrolige rum
En af dem, som har et ganske særligt forhold til frivillighedstanken, hvor unge deler ud af deres erfaringer til andre unge, er Martha Freja Andreassen,
der har en baggrund som tidligere indskrevet ung i
SUF og som i dag arbejder som professionel socialkonsulent i SUF. Hun har før været med i projektet
HØRT, hvor unges erfaringer, viden og holdninger
blev indsamlet så ufiltreret som muligt med henblik på at tilvejebringe ny viden om, hvad udsatte
unge kan have brug for. Projektet var en øjenåbner
for Martha Freja Andreassen.
– Dét, som jeg syntes var så interessant ved HØRTprojektet, var, at de unge blev set som eksperter i
kraft af deres livshistorier, og som nogen, der har
noget vigtigt at give videre. Og det er det samme,
som kendetegner det nye SUF-Frivillig-projekt, siger Martha Freja Andreassen, der også er uddannet
skolelærer. Hun uddyber:
– Meget af det, der tidligere har været en belastning eller et traume, bliver til en resurse for den frivillige. Alt det, jeg har lært i mit liv, og som jeg før så
som noget, der begrænsede mig, bliver til en slags
livsuddannelse, og for den anden unge betyder det
et møde og en kontakt, som føles unik, fordi man
sidder sammen med et menneske, som kan relatere
til ens livssituation. Man kan spejle sig i hinanden.