SUF Magasinet - Flipbook - Page 25
| 25
Af Peter Borberg, mag.art. & journalist
Unge, der har været indskrevet, eller som er på
vej ud af et forløb hos Den Sociale Udviklingsfond
(SUF), har en unik baggrund og indgang til at skabe
relationer til andre unge, som befinder sig i vanskelige livssituationer.
Nogenlunde sådan lyder det overordnede ræsonnement for et nyt landsdækkende projekt, som
SUF og Center for Frivilligt Socialt Arbejde står
bag, og som trækker på det bedste fra henholdsvis
den danske frivillighedskultur og det socialfaglige
arbejde med mennesker i udsatte positioner. Et
projekt, som nu skal foldes ud under navnet SUFfrivillig, hvor unge, der har været indskrevet i SUF,
bliver uddannet til at give nogle af deres livserfaringer videre til andre unge.
– For den unge i SUF, åbner der sig en særlig form
for dialog og relation, når vedkommende sidder ansigt til ansigt med en ung frivillig, der i kraft af sin
egen historie kan identificere sig med meget af det,
som den indskrevne unge står i. Og for den frivillige
unge, der er på vej ud i samfundet, tror vi på, at det
kan have stor effekt at gå fra at være modtager til
at blive giver – fra at være den, der bliver hjulpet til
selv at hjælpe. Projektet bliver på den måde både
en mulighed for at møde nye øjne og at se sig selv
med andre øjne, siger Mette Skov Clausen, konsulent i SUF og projektleder for SUF-frivillig, som
hun meget betegnende har givet sloganet ”Giv det
videre”.
Hun understreger, at de unge frivillige ikke skal udføre en behandlerfunktion, men derimod supplere
den professionelle socialkonsulent med en anden
form for relation, der tager afsæt i det, som de unge
indbyrdes deler.
– ’Hvad kunne du godt have brugt?’ Det er et af de
spørgsmål, som vores unge kan finde på at stille.
Her kan en tidligere indskrevet ung komme med en
personlig indsigt, som de måske ikke nødvendigvis
snakker om lige nu, men som vi gerne vil hjælpe
dem til at sætte i spil, siger Mette Skov Clausen.
High five til præstationen
At projektet er formet som en uddannelse til de
unge frivillige er der en ganske særlig grund til.
– Tidligere projekter, hvor unge, som ikke er de
rene 12-tals børn – og som måske kommer fra
hjem, hvor det boglige ikke står i høj kurs – har
vist, at det kan have stor betydning, at den unge
til sidst kan stå med et diplom og sige, at ’det her
har jeg gennemført’. Vi vil godt give et high five for
deres præstation, siger Kristian Krogh Hansen, udviklingskonsulent og rådgiver i Center for Frivilligt
Socialt Arbejde, der kommer med den civilfaglige
baggrund og som skal facilitere en stor del af projektet og blandt andet varetage undervisningen af
de frivillige. Han tilføjer:
– Derudover skal man ikke tage fejl af, at alene det,
at den unge får et papir på at have leveret et stykke
frivilligt arbejde, kan vise sig værdifuldt, fordi det
dokumenterer, at du kan noget rent socialt.
Mette Skov Clausen indskyder:
– Det handler om at give de frivillige unge et ansvar
og en dyb tillidserklæring ved simpelthen at sige,
at ’du kan det her, og du med din historie og dine
personlige redskaber kan gøre noget for et andet
menneske.’
Understøtter kommunerne
Kristian Krogh Hansen peger i den sammenhæng
på, at der fra samfundets side i disse år i forvejen
er et stort fokus på, hvordan man løfter borgere fra
udsatte positioner til frivillige fællesskaber.
– Vi har i de senere år set et skifte i forhold til,
hvordan vi eksempelvis typisk ser på unge, som
har været igennem et forløb og er kommet ud på
den anden side. Nu skal de give og bidrage gennem
frivillighed, og det er der rigtig god mening i, fordi
vi kan se, at det styrker den enkelte, når vedkommende går fra at være en, der har fået en masse
hjælp til at blive en resurseperson, siger Kristian
Krogh Hansen og fremhæver, at frivillighedsprojekter også kan være med til at understøtte den kommunale indsats.
– Mens kommunerne generelt har fokus på at klargøre til uddannelse eller beskæftigelse, så handler
det her meget om at få styrket de sociale relationer
og om at lære den unge frivillige at kunne indgå i et
samarbejde, hvor der både er nogle forventninger,
krav og en tillid at leve op til. Lykkes det, har den
unge gode forudsætninger for at tage de næste vig-
›