SUF Magasinet 0220 web - Magasin - Side 5
| 5
Gennem hele 2017 har vi i Den Sociale Udviklingsfond (SUF) haft særlig fokus på psykiske diagnoser.
En lang række af vores medarbejdere har taget
hul på en psykiatriuddannelse, hvor de har fået ny
viden om diagnoser, og hvordan disse påvirker et
menneske. Tilsvarende vil du i det magasin, som du
her sidder med, finde flere artikler, hvor vi fra forskellige indfaldsvinkler søger at sætte diagnosen
på dagsordenen.
Men det er langtfra kun i SUF, at vi er optaget af
diagnoser. I disse år bliver der debatteret diagnoser som aldrig før, og det er en vigtig debat. Diagnosen har nemlig en indbygget dobbelthed, vi som
samfund skal være opmærksomme på.
På den ene side kan diagnosen for et menneske
virke både befriende og forløsende i forhold til at
skabe afklaring i tilværelsen. I SUF står vi ofte med
unge, der i lang tid har været fortvivlede og følt sig
i en form for kamp med omverdenen, som de ikke
har oplevet forstod dem, og hvor forældrene har
set magtesløst til, fordi de ikke har vidst, hvad de
skulle stille op. Her kan diagnosen bidrage til afklaring, og den kan samtidig åbne døren til hjælp, fx
medicin og støtte, som gør det tåleligt at leve med
diagnosen.
På den anden side er det samtidig værd at huske
på, at en diagnose altid er en beskrivelse af en
tilstand, som den tager sig ud i et givent øjeblik.
Diagnosen er et øjebliksbillede, som i værste fald
kan komme til at holde et menneske fast. Her kan
diagnosen blive en hindring for, at det pågældende
menneske finder de resurser i sig selv, der skaber
den afgørende udvikling.
En sund diagnosekultur indebærer, at vi er i stand
til at rumme både det enkelte menneske som et
unikt individ og diagnosen, og her er der ingen tvivl
om, at vi som samfund kan blive dygtigere. Vi har
på godt og ondt skabt et bureaukratisk velfærdsog behandlingssystem, hvor der lægges vægt på, at
det skal være kontrolleret og effektivt.
Problemet er, at vi inden for disse rammer nemt
kommer til at tabe helhedsblikket på mennesket.
Ikke mindst når det gælder specialisering inden for
social- og psykiatriområdet. Som social klient i nutidens Danmark har du ikke bare én, men ofte fem
eller seks sagsbehandlere. Det gør det ikke altid let
for hver enkelt sagsbehandler at møde mennesket
ud fra et helhedsperspektiv, som både tager højde
for det pågældende menneskes baggrund, sociale
netværk, aktuelle livssituation og diagnose. Det er
fint, at vi i Danmark kan bryste os af, at borgeren
har én indgang til systemet, men hvis der på den
anden side af dén indgang venter en række fagpersoner, med hver deres specialistfunktion, forsvinder overblik og effektivitet meget let.
Som samfund svigter vi, når vi taber helhedsblikket, og der er en risiko for, at vi kommer til at arbejde mere med diagnosen end med mennesket.
I SUF forsøger vi hele tiden at favne såvel mennesket som dets diagnose. Vi ser diagnosen som en
invitation til at se og møde den enkelte, og i vores
udviklingsarbejde bestræber vi os på at kigge omkring mennesket og hjælpe med at skabe mening
– også om diagnosen. Vi kan se, at det gør en forskel, at vi lægger mange kræfter i at blive klogere
på diagnoserne, fordi denne viden gør os i stand til
at give nye redskaber til at skabe udvikling, således
at diagnosens mørke sider træder i baggrunden.
Samtidig må vi ikke være blinde for, at der fortsat
er diagnoser, som er både invaliderende og gennemgribende for et menneskes liv, og som kræver stor faglig og medmenneskelig omsorg. Det er
mennesker, som fortjener en form for støtte, der
giver dem mulighed for at leve et værdigt liv med
en mere eller mindre latent diagnose.
Uanset diagnosen må det altid være målet, at det
ikke er den, der fylder, men derimod det menneske,
som bærer den.
God fornøjelse!
