SUF Magasinet 0220 web - Magasin - Side 28
28 | SUF MAGASINET · November 2017
Selv om jeg ikke gik
og snakkede med folk
om min diagnose, så
følte jeg, at det stod
i panden på mig. Jeg
var ved at blive til min
diagnose og bruge den
som en undskyldning
Thomas Skovsted
- Når jeg havde en diagnose, var det også nemmere
for kommunen at placere mig, som en der var uden
for rækkevidde. Det var ikke længere en anstrengelse for mig at ændre min historie – nu hørte jeg
til i en kasse med unge med diagnoser.
Diagnosen i panden
Sådan føltes det for Thomas Skovsted, selv om de
kommunale intentioner kan have været helt anderledes.
Vigtigst af alt, så lykkedes det for Thomas Skovsted
at få grebet ud efter den identitet, som ikke kun var
hæftet op på diagnosen. Efter en rundfart på forskellige bosteder, kom han til SUF Albertslund i et
bostøttetilbud efter §85. Han var nu moden til at
få gang i en større proces med at finde tilbage til
sig selv.
- Processen var begyndt inden. Selv om jeg ikke gik
og snakkede med folk om min diagnose, så følte jeg,
at det stod i panden på mig. Jeg var ved at blive til
min diagnose og bruge den som en undskyldning
for ikke at gøre noget som helst, siger Thomas
Skovsted om det klarsyn, som han langsomt mærkede.
- Jeg begyndte at stille mig selv spørgsmålene:
”Hvad kommer diagnosen til at betyde for mig?”
”Er det skizoid personlighedsforstyrrelse, som skal
stå i panden af mig resten af livet?” Jeg fandt efterhånden ud af, at folk tvivlede på, om de kunne stole
på mig med min diagnose, og jeg var bekymret for,
at det var skridtet på vej mod skizofreni.
Kampen for at blive Thomas
Thomas Skovsted nåede til den erkendelse, at det
kun var ham, der kunne ændre på sin historie og
gøre noget for, at det ikke var diagnosen, som han
mødte verden med. Mødet med socialkonsulent
Arash Skelberg fra SUF Albertslund blev skelsættende.
- Arash fandt noget i mig, som jeg ikke vidste, jeg
havde. Og så hjalp han mig i gang med helt praktiske ting som at få taget den syv meter høje opvask,
som jeg kunne undskylde med diagnosen. Han så
gennem min diagnose og kunne få øje på en ”Thomas”, som jeg ikke engang selv kendte, siger Thomas Skovsted.
Arash Skelberg ser langt fra Thomas Skovsteds
diagnose-problematik som enestående. Hele tiden
og igen møder han unge, for hvem diagnosen kan
være en vigtig frisættelse, og som samtidig kan blive et dystert fængsel.
