SUF Magasinet 0220 web - Magasin - Side 20
20 | SUF MAGASINET · November 2017
Diagnosen er altid en del af noget større, og den er
ikke statisk. Som professionel er det mit ansvar at
skabe helheden og udfordre diagnosen. Min opgave
er ikke at kurere en diagnose, men at lære et menneske at fungere med diagnosen, siger Michael Allen, der grundlæggende er af den overbevisning,
at vejen til at forstå et menneske drejer sig om at
kunne aflæse kroppen.
– Hvis jeg kommer til en ung, kan jeg hurtigt fornemme, om vedkommende er nedtrykt, og så begynder jeg at finde ud af hvorfor. Måske er der sket
noget trist i personens liv, eller også har vedkommende bare sovet dårligt. Kroppen lyver aldrig, og
det er uanset, om du er et menneske med eller uden
en diagnose. Det er det, som vi ser i mødet med den
anden, og som vedkommende ikke selv ser, vi skal
have frem og tage fat i, og her kan et kendeskab til
en diagnose være et væsentligt udgangspunkt for
mine faglige ræsonnementer og efterfølgende indsats, siger Michael Allen.
Middel til selvrefleksion
Derved berører han fortolkningen af diagnosen
som et øjebliksbillede. Et område, som Anders
Kondrup Haugaard har et særligt forhold til.
– En diagnose er et billede af, hvordan nogen har
set et menneske på et givent tidspunkt, men det
billede kan jo sagtens ændre sig, siger Anders Kondrup Haugaard, som i et tidligere job arbejdede i
mange år med en dreng, der havde Aspergers, og
her blev det gang på gang understreget overfor Anders Kondrup Haugaard, at drengen på grund af sin
diagnose ikke ville bryde sig om fysisk kontakt som
for eksempel et kram.
– Da jeg en dag besøgte drengen på hans nye skole,
løb han hen og gav mig et kæmpe kram. For mig var
det en understregning af, at diagnoser meget nemt
kan gøre blind og fastlåse en problemstilling, som
måske slet ikke er der.
Michael Allen er enig, og han ser samtidig, at det
er en problemstilling, som det enkelte menneske
nemt selv kan lade sig styre af.
– Jeg oplever tit, at diagnosen bruges som en undskyldning, og den unge siger, at ”jeg kan ikke det
her, fordi jeg har ADHD”, eller ”jeg er autist, og derfor er jeg sådan og sådan”. Her kan jeg godt finde
på at gå i rette med den unge ved at sige, at ”det
er ikke på grund af din diagnose”. Simpelthen for
at udfordre det billede, personen har af sig selv og
sine begrænsninger. Hvis vi skal skabe udvikling, så
skal vi ind imellem vove at skrue på nogle knapper,
selvom diagnosen siger noget andet.
Når det er sagt, så fremhæver Karina Erland Jensen, at diagnosen også kan bruges som en selvrefleksion.
– Nogle af dem, jeg arbejder med, kan godt finde på
