SUF Magasinet 0220 web - Magasin - Side 16
16 | SUF MAGASINET · November 2017
TEMA | MENNESKET FØR DIAGNOSEN
Den paradoksale indsats
DIAGNOSEN I DEN SOCIALE PRAKSIS: Socialkonsulenter i Den Sociale
Udviklingsfond har netop gennemført en psykiatriuddannelse,
som har tydeliggjort spændingsfeltet og mødestedet mellem
psykiatrien og socialpædagogikken
Af Peter Borberg
Der hviler et paradoks over den relation, som er på
spil i mødet mellem socialkonsulenter og udsatte
mennesker med diagnoseproblematikker. På den
ene side skal socialkonsulenten være i besiddelse
af en fundamental viden om diagnosen, som sikrer,
at der bliver taget de rette hensyn til det pågældende menneske. På den anden side skal socialkonsulenten samtidig have øje for, at der er et menneske
bag diagnosen, som ind imellem har bedst af at
søge ud af de begrænsninger, som diagnosen umiddelbart stiller.
Det handler om stabilitet kontra fleksibilitet i socialkonsulentens støtte til det enkelte menneske.
Netop dét felt har været centralt for den psykiatriuddannelse, som 125 socialkonsulenter fra Den
Sociale Udviklingsfond har gennemført i løbet af
2017.
– Når du arbejder socialfagligt med et udsat menneske med en diagnose, så er du i en relation, hvor
du skal evne at tænke modsatrettet. Simpelthen
fordi din viden om diagnosen ikke altid er forenelig
med din sociale viden og din relationelle viden. Og
sagen er, at du ikke kan være fleksibel og stringent
på én og samme tid, siger Lars Bording-Machon,
koordinator for psykiatriuddannelsen i Den Sociale
Udviklingsfond.
Relation som rollespil
Han nævner som eksempel, at hvis man slår op i
diagnosebøgerne om autisme, så vil det blive fremhævet, at autisten har behov for mest mulig struktur i sin hverdag. Udfordringen er, påpeger Lars
Bording-Machon, at vide, hvornår der er behov for
at bryde ud af denne struktur.
– Hvis vi stift tænker i diagnosen, og de hensyn der
følger efter den, så risikerer vi at bremse et menneskes udvikling, siger han.
Under psykiatriuddannelsen har medarbejderne
blandt andet lavet rollespil, der skulle gøre det
konkret, hvordan et ensidigt fokus på enten den
personlige relation eller diagnosen påvirker relationen. Scenariet kan være morgenvækningen af et
menneske med ADHD.
– Er du så meget i relationen, at du glemmer diagnosen, så overser du måske, at et menneske med
ADHD kan have det meget svært med, at du kom-
