SUF Magasinet 0220 web - Magasin - Side 10
10 | SUF MAGASINET · November 2017
TEMA | MENNESKET FØR DIAGNOSEN
”Jeg kravler ikke
på væggene”
UNG MED DIAGNOSE: 27-årige Rikke har mange gange oplevet, at
fordommene står i kø, når man som hende har psykiatriske diagnoser.
Hos BOAS Nørrebro har hun fundet de relationer, der sætter hendes
person i centrum og lader diagnosen træder i baggrunden
Af Peter Borberg
Hvis der er noget, som kan få 27-årige Rikke helt
op i det røde felt, så er det, når der i fjernsynet vises udsendelser om mennesker med eksempelvis
autisme. Hun oplever, at det ofte er de sværeste
tilfælde, der bliver vist, og det medfører en sygeliggørelse af en bred vifte af mennesker, som ikke
ønsker at blive set som deres diagnose.
– Der er rigtig mange fordomme, når man har psykiatriske diagnoser. Især inden for autisme. Det
kommer nemt til at lyde som om, at man er syg i
hovedet og hyperaktiv, men det er jo ikke sådan,
det er. Det er bare et handicap. Jeg kravler ikke på
væggene, siger Rikke med et glimt i øjet, da vi møder hende hos BOAS Nørrebro i København.
Men der er alvor bag ordene. Rikke har noget på
hjerte, når det gælder den måde, som hun af og til
bliver mødt af mennesker, som bilder sig ind, at de
ved, hvad det vil sige at leve med en eller flere diagnoser.
– For nylig sad jeg i et selskab, hvor der var en, som
begyndte at tale om autisme på en måde, som jeg
slet ikke kunne genkende. På et tidspunkt sagde
jeg: ”Jeg er faktisk autist”. Det troede vedkommende ikke på, fordi jeg virkede velfungerende. ”Der
findes altså også velfungerende autister – jeg er
ked af sige det,” sagde jeg.
Befriende at få vished
Rikke er indskrevet hos BOAS Nørrebro, der er et
§ 107-tilbud for unge voksne i alderen 18-40 år
med Aspergers og tillægsdiagnoser. Hun har med
sine egne ord ”en stor blanding” af diagnoser, som
både tæller autisme, borderline og spiseforstyrrelse. Den første diagnose – autisme – fik hun, da hun
var omkring 15 år, og så fulgte de næste diagnoser
ret hurtigt efter.
– Jeg kan huske, at det var hårdt at få at vide, men
samtidig var det også en befrielse, fordi diagnoserne var med til at forklare, hvorfor jeg reagerede på
