SKITUR 03 Enkelt - Flipbook - Side 78
SKITOURING
åbnede landskabet sig, og vi kom over en sø med en storslået
udsigt til mange flotte toppe. Der var faldet sne om natten,
så vi var ikke alene i fjeldet. Flere grupper med guider var på
vej op, og havde heldigvis trukket spor for os. De sidste højdemeter til toppen, blev lidt for stejlt og smalt til mig. Skiene
skulle af og steig-eisen på støvlerne (ekstra stålpigge til at stå
fast i sneen med, red.), så jeg blev nede, mens de andre nåede toppen. Skiløbet ned var virkelig fedt. Vi løb i 20 til 30
centimeter puddersne med imponerende udsigt til fjordene
og Atlanterhavet i baggrunden. Og selvom vi var 30 til 40
skiløbere på fjeldet, var der plads nok og vi trak alle nye spor
hele vejen ned.
Turen til “Husfjeldet” var derimod en ret let tur uden særlig
stejle partier, hverken op eller ned, og med den flotteste udsigt. I fjordene lå nogle øer, der var dækket af sne, som var det
caribiske øer med det fineste hvide sand på. Bag øerne var der
bare hav, og næste landfaste område er Svalbard over 1.000
kilometer væk. Dagen afsluttedes på cafeen ved fjorden,
som varmt kan anbefales. Kaffen og den hjemmebryggede øl
smagte sublimt.
Vi gik yderlige tre andre ture på Senja, der ikke er plads til at
beskrive her. Men en ting er sikkert - jeg skal klart tilbage.
Målet er næste gang Kvænan (963 m.o.h.), som er højeste
fjeld på Senja. En flot nordvæg, hvor nedkørslen skulle være
helt fantastisk.
FAVORIT NR. 2 - ROMSDALSALPERNE
Vi fløj via Oslo til Molde lufthavn. Her havde vi lejet en minibus af den lokale bilforhandler, som havde stillet den i lufthavnen og lagt nøglerne på højre fordæk – så bliver det ikke mere
lokalt. Fra Molde var der cirka en time og femten minutter på
en spektakulær vej med både dybe tunneler, høje broer og
hurtige færger, før vi ankom til Romsdal Lodge i Isfjorden.
Vi fik en fantastisk guide, Håkon Vego, som udover at være
uddannet bjergguide var musical skuespiller. En super charmerende gut med en selvironisk personlighed, der fik optimeret nogle skønne skiture til vejr, vind, sneforhold og vores
niveau. Han er guide på fuld tid. Det vil sige, at han guider
i området tre til fire dage om ugen hele året rundt, og hans
lokalkendskab til vind og vejrforhold er derfor helt unikt.
Den lille by Isfjorden ligger oppe på en fjeldside i Romsdalsalperne. De højeste fjelde er op til imponerende 1.800 meters
højde. Isfjorden ligger desuden tæt ved Åndalsnes, som har
helårsturisme og er en af Norges mest besøgte krydstogtsbyer.
Byen byder på hippe cafeer, restauranter, sportsbutikker med
alt hvad du drømmer om til skitouring. Et Tindemuseum og
78