SKITUR 03 Enkelt - Flipbook - Side 74
SKITOURING
Gruppen på vej mod den italienske side, hvor du herfra kan vælge at stå helt ned
til Courmayeur eller vende om mod den franske side og slutte i Chamonix igen.
CHAMONIX er et navn, alle med kærlighed til bjerge
kender. Byen ligger for foden af Mont Blanc massivet og
er den perfekte outdoorlegeplads både sommer og vinter.
Selve det liftbetjente skiområde er ok, uden at kunne matche andre store skiområder, da det ikke hænger super godt
sammen. Og på en pudderdag (en dag, hvor der er faldet
ny sne, red.) er konkurrencen om at lægge de første spor
enorm.
Men er du til skitouring, er der uanede muligheder, og det
er kun fantasien og din alpine erfaring, der sætter grænser. Lige fra de korte topture, til større ture med mere eller
mindre højalpine udfordringer inkluderet, hvor gear som
klatresele, karabinhager, reb og isøkse er en del af påklædningen. For ikke at glemme en størrelse rygsæk, der kan
rumme ekstra tøj og grej.
Er du til off-piste i verdensklasse
venter belønningen på nedfarterne.
Én af klassikerne er turen ned fra Aiguille du Midi beliggende i 3.842 meters højde. Den legendariske tur kan egentlig
klares ved hjælp af liften af samme navn, sammen med alle
de andre mange mennesker, der tager turen. Men hvis du
medbringer skitouring-udstyr, kan du f.eks. køre lidt ned af
den klassiske variant, hvorefter man tager skind under skiene og går over mod italien og Col de Rochefort.
Turen kan også startes med lift fra Courmayeur (beliggende på den anden side af Mont Blanc tunnelen i Italien, red.),
men uanset variant, skal du huske, at det er gletsjer-terræn
med tilhørende ricisi. Og en lokalkendt guide er derfor en
nødvendighed. Til gengæld venter store oplevelser og turene er en af dem, hvor du bruger en hel dag og om aftenen
kan glæde dig over én god og lang tur.
74