Årsskrift 2023. Endelig - Flipbook - Side 6
FORORD
Da porten til Rundetaarn blev lukket den
31. december 2023, skete det bag den
bedst besøgte december nogensinde.
Rundetaarn noterede sig samtidig for et
rekordår med 794.101 besøgende, der tog
den berigende tur rundt i tårnets mange
lag og op over byen til udsyn og stjernestunder.
Tallet taler for sig selv, men sikke et år!
Rundetaarn er vokset i 2023, ej i højde,
men i drøjde, mandskab og oplevelse. I det
forgangne år er det lykkedes at udføre
mange af de strategiske planer, som der er
taget tilløb til, både hvad angår forbedret
drift og programudvikling. I Bibliotekssalen
leverede udstillinger, koncerter og arrangementer et vigtigt bidrag til oplevelsen.
Jeg må her fremhæve udstillingen ”Rosenkanonen – kongens fortryllede have”, som
mesterligt forenede skønhed og historieformidling. Ydermere oplagt var Bibliotekssalen ramme for det kongelige kollegium
Regensens 400-års jubilæumsudstilling,
som byggede bro over Købmagergade.
Relevante arrangementer skabt i samarbejde med både museer og latinerkvarterets naboer har ikke alene aktualiseret
tårnets, men hele Trinitatis-kompleksets
historie. Historien er fuldstændig central i
alt, hvad vi skaber, og 2023 var en konge
værdigt. Også i mere konkret forstand,
idet Christian IV indtog en hovedrolle for
en stor del af produktionen.
Bygningen i centrum
Tårnets særprægede og verdenskendte
arkitektur blev markeret året igennem, da
Rundetaarn sammen med Trinitatis Kirke
6
var repræsenteret som ikonisk bygningskompleks i Verdensarkitekturåret med
København som World Capital.
I sin arkitektur er Rundetaarn stadig den
kongelige konstruktion, der via den unikke
Sneglegang og arkitektur forbinder hele
komplekset af tre institutioner ligesom i den
oprindelige kongstanke: Trinitatis Kirke, den
store Bibliotekssal og Observatoriet.
Som attraktion skal vi favne det historisk-astronomiske lag, atmosfæren, mystikken, eventyret, arkitekturen og især
kulturoplevelsen som mødested for forgreningerne af historie og astronomi, kunst
og musik, tro og viden(skab). Det binder
an til oprindelsen, men skal samtidig knytte til nutidig anvendelse og udvikling. For
bygningens formål er dobbelt: Bygningen
danner rammen om kulturprogrammet, og
samtidig er den en attraktion i sig selv.
Stjerneborg for byen
Det dobbelte formål fordrer en balance
imellem at bevare og forny, respektere og
udvikle – og som rettesnor i den mission
får hvert år en overskrift, som udfoldes
i strategi og konkrete arbejdsopgaver.
Årsplanen for 2023 bar den trefoldige
overskrift ”Københavns Kongelige Stjerneborg”, som var Rundetaarns første officielle navn. Årsplanen skulle med udstillinger
og deres tilhørende arrangementer samt
markeringen af arkitekturåret trække tråde til Kongens København, mens en styrket formidling om himmelrummet realiseredes gennem nye og allerede etablerede
astronomiske arrangementer i tillæg til de
bemandede stjerneaftener.