Årsskrift 2023. Endelig - Flipbook - Side 36
PROGRAM
DEN ASTRONOMISK-HISTORISKE
SAMLING
Rundetaarn rummer en rig samling af
effekter og billeder, der er knyttet til tårnets og dansk astronomis historie gennem
tiden. Den såkaldt astronomisk-historiske
samling blev indviet i 1930 og kunne beses
indtil omkring 1968, hvor den lukkede for
offentligheden.
Siden er samlingen fortrinsvis blevet brugt
til udlån til andre museer, for eksempel til
Tycho Brahe Museet på Hven, hvor Rundetaarns medarbejdere blandt andet kunne
se dens gipsafstøbning af den berømte
astronoms kranium, da de i august var på
udflugt til den lille ø i Øresund. I 2023 er
samlingen imidlertid også blevet vakt til
live på andre måder.
En mindre kendt Ole Rømer
I løbet af året har Rundetaarn nemlig lagt
Bibliotekssal til markeringen af to vægtige
præstationer, nemlig udgivelsen af Ole
Rømers Triduum-observationer og Tycho
Brahes bog ”De nova stella”, og ved begge
lejligheder blev et program af oplæg ledsaget af udstilling af udvalgte genstande
fra samlingen.
Den 9. februar markerede Det Danske
Sprog- og Litteraturselskab udgivelsen
af de observationer af stjernehimlen, som
Ole Rømer foretog i løbet af tre hektiske
dage i oktober 1706 – en bog, der også
indeholder billeder af genstande fra Rundetaarns astronomisk-historiske samling.
Til markeringen talte professor Anja C.
Andersen, professor emeritus Helge Kragh
og lektor Claus Fabricius fra Barcelona
Universitet, mens deltagerne blandt andet
kunne besigtige en mindre kendt gengivelse af Ole Rømer lavet af billedhuggeren
Severin Jacobsen.
Svensk Familjejournal
450-året for Tycho Brahes opdagelse af
den nye stjerne i 1572 blev markeret i 2022,
men hans bog om opdagelsen udkom først
året efter. Den 10. maj markerede Forum
for Renæssancestudier og Center for
Dansk Nylatin i samarbejde med Rundetaarn udgivelsen med oplæg af Helge
Kragh, universitetshistoriker Morten
Fink-Jensen samt Peter Zeeberg fra Det
Danske Sprog- og Litteraturselskab, der
kort forinden havde medvirket til den første
komplette oversættelse af ”De nova stella”
til dansk.
36