Årsskrift 2023. Endelig - Flipbook - Side 32
PROGRAM
OBSERVATORIET
Man er altid velkommen til at kigge ind i
Observatoriet på toppen af Rundetaarn,
men tirsdag og onsdag aften i vinterhalvåret er der lidt mere at komme efter. På de
to dage mellem kl. 18 og kl. 21 er Observatoriet nemlig bemandet af Rundetaarns
dygtige observatorer, der tager imod store
og små, københavnere som turister, og
stiller kikkerten skarpt på de himmellegemer,
man kan iagttage netop på det pågældende tidspunkt.
Det er en magisk oplevelse, når ens blik møder Saturns ringe, Jupiters måner, eller hvad
observatorerne ellers kan finde på himlen.
Og også på dage med mindre klart vejr kan
Observatoriet danne ramme om en stemningsfuld aften, hvor observatorerne viser
kikkertens formåen ved i stedet at lade den
fange rådhusurets visere.
Ud over de almindelige observatorieaftener har der flere gange i løbet af året
været særåbent i Observatoriet. Allerede
på valentinsaften den 14. februar var der
mulighed for at blive forelsket i København i
rammerne af et Rundetaarn, hvor man kunne tage på en anderledes date med mulighed for stjernekig i Observatoriet, en drink
i pop op-baren og stemningsfuld musik i
Sneglegangen med dj’en Mads Axelsen.
I skolernes sommerferie var der desuden
traditionen tro hver søndag eftermiddag
mulighed for at se nærmere på vores
nærmeste stjerne, Solen, og dens pletter
gennem et særligt beskyttende filter. Og
fra midt i juni kunne de besøgende tillige
forene stjernekigget med en afslappende
forfriskning, da Rundetaarn lancerede det
nye koncept ”Torsdagsbar på toppen”.
Aftenerne, der strakte sig til et godt stykke ind i august, bød desuden på musik og
panoramaudsigt, mens solens sidste stråler
forsvandt over hovedstaden.
Slibe, pudse, polere og male
Med alt det stjernekiggeri er det vigtig at
passe godt på Rundetaarns store linsekikkert fra 1929. Kikkerten er født med
et urværk, der får den til at bevæge sig
langsomt mod vest, så man sikrer sig, at
man hele tiden har dét på kornet, som man
ønsker sig. Kikkert og urværk blev imidlertid
sidst skilt ad i 1955, og efterhånden trængte
mekanikken til en kærlig omgang.
Derfor brugte urmager og konservator
Søren Andersen og hans lærling, Joakim
Kjelgaard, mellem 80 og 100 timer på at
slibe, pudse, polere og male urværket,
og i processen medvirkede også ingeniør
Niels Haagh fra teleskopfirmaet Track The
Stars samt Claus Jensen, der er observator
32
