Årsrapport 2023 - Regnskab for 2023 - Flipbook - Page 16
Fagchefernes beretning
Viden & Strategi
Stabsområdet har i 2023 arbejder med projekt ”Fremtidens stab”, som har til formål at sikre stabens relevans for
resten af organisationen - også i fremtiden. Der er blandt andet arbejdet med hvilke kompetencer, der er brug for
i fremtiden. I tråd hermed er stabens kerneopgave formuleret: ”I Viden & Strategi understøtter og udfordrer vi
organisationen i løsningen af kerneopgaven. Vi er et naturligt bindeled mellem kommunen og lokalsamfundet. Vi har
fokus på udvikling, helhed og bæredygtige resultater”.
Direktionens strategi- og handleplan
Direktionens strategi- og handlingsplan udarbejdes i forlængelse af Byrådets vision og fortæller, hvordan
organisationen skal arbejde for at omsætte Byrådets vision. Staben har i 2023 understøttet direktionen i processen
og i udarbejdelse af indholdet i direktionens strategiplan.
Klima
I 2023 blev Ringkøbing-Skjern Kommune udnævnt til Årets elbil-kommune af Energiselskabet EWII og Foreningen
Elbilby.
2023 blev også året, hvor vi indgik en aftale med en private leverandør om opstilling af ladestandere på 65
kommunale parkeringspladser, hvilket har givet i alt 220 ladeudtag rundt omkring i kommunen. Sideløbende
arbejder vi med at gøre kommunens egen bilflåde mere grøn, idet vi har en målsætning om at alle kommunens
nyindkøbte eller leasede køretøjer fra 2025 skal køre på klimavenlige drivmidler.
Bosætning
Bosætningsindsatsen har ligeledes stort fokus, og i 2023 oplevede vi for 2. år i træk en positiv bosætningsbalance.
Det er særligt vores fokus på tyske tilflyttere og eksilvestjyder, der har haft en stor betydning. Tyske statsborgere
tiltrækkes blandt via en CV-database og infotag ligesom en opnormering af indsatsen med en tilflytteguide, har
bidraget til, at der nu er 67 procent flere tyske borgere i kommunen end i 2018.
Turismeovernatninger
På turismeområdet har vi igen slået rekord med over 5 mio. overnatninger i 2023. Det er primært overnatninger
på Lalandia, der er årsag til en yderligere stigning i forhold til 2022.
Reduktion i antallet af valgsteder
I december 2023 fik byrådet en budget- og ressourcegennemgang samt en orientering om det nye valgsystem, som
skal ud til alle valgsteder. På baggrund heraf besluttede byrådet at sænke antallet af valgsteder fra 25 til 18. Frem
mod juni 2024 vil denne beslutning blive implementeret forud for det kommende europaparlamentsvalg.
Salg af Stauning Lufthavn
Ud over den almindelige køb og salg af jord i kommunens grundsalg, blev der i 2023 sat gang i en helt særlig opgave
nemlig salg af Stauning Lufthavn. Salget forventes gennemført inklusiv diverse myndighedsgodkendelser med
udgangen af 2024.
Ny revision og bank
I løbet af 2023 har kommunen fået ny revision ligesom bankforretninger har været i udbud. Det har medført skift
af bank ultimo 2023. Begge skift har givet anledning til at gå sagsgange efter i sømmene, og resultatet har været
tilfredsstillende.
Den fælles dataløsning
Staben har i samarbejde med IT og fagområderne arbejdet videre med at implementere Den fælles dataløsning,
der skal sikre let og fleksibel adgang til at arbejde med data og udbrede samt forankre dataunderstøttet ledelse.
16