Årsrapport 2023 - Regnskab for 2023 - Flipbook - Page 10
Fagchefernes beretning
Handicap og Psykiatri
I Handicap og Psykiatri har 2023 været præget af en reformulering af kerneopgaven. Kerneopgaven ”Vi lykkes, når
borgerne anvender deres ressourcer, tager størst muligt ejerskab og tager ansvar i eget liv” omsætter fagområdet til
både konkrete projekter, til at sikre interne ressourcer samt at gennemgå den aktuelle ressourceanvendelse.
Der er også udarbejdet en ny Handicap- og Psykiatripolitik, der skal danne grundlag for arbejdet i 2023-2026. Der
er i den nye politik særligt fokus på, at få borgere med handicap ud i beskæftigelse, hvor det er muligt frem for et
kommunalt tilbud. I den forbindelse er der indgået et samarbejdet med Beskæftigelse, hvor der blandt andet er
fokus på samarbejde med den socialøkonomiske virksomhed, Soltra.
Den digitale udvikling
Der er stor fokus på, hvordan Handicap og Psykiatri kan sætte strøm til administrative arbejdsgange, og hvordan
man kan bruge generativ AI til at løse tidskrævende arbejdsopgaver. Eksempelvis bruges AI til at formulere udkast,
som medarbejdere bruger som inspiration. Herudover er der implementeret en selvhjulpenhed-app, hvor
borgerne ved hjælp af en applikation på deres telefon kan løse almindelige dagligdagsopgaver, uden at en faglig
person behøver at være fysisk tilstede.
Organisering
Herudover har der været fokus på at organisere fagområdet efter hvilke behov, der er i enhederne. I den
forbindelse er der sket en omorganisering, hvor Handicap og Psykiatri er gået fra 3 til 2 områder (og
områdeledere), mens der er kommet flere ressourcer på nogle af enhederne, eksempelvis mere ledelse i
Bakkehuset.
Fokus på rekruttering og fastholdelse
Der er fortsat stor fokus på, hvordan vi skaber en attraktiv arbejdsplads. Ud fra en helhedsmodel, der omhandler
hvordan vi ansætter, onboarder og fastholder medarbejdere, arbejdes med 15 indsatser for at sikre en attraktiv
arbejdsplads. Blandt andet arbejdes der med, målretning af stillingsopslag, hvordan vi bruger vores nye
medarbejderes interesse for det nye job forud for opstarten, hvordan vi sikrer fysisk- og psykisk sundhed i jobbet
og meget mere. Modellen omfatter også, at vi er begyndt at kåre Årets Arbejdsplads blandt enhederne.
Herudover ses der på, om ressourcerne kan bruges anderledes end nu. Blandt andet deltager Handicap og Psykiatri
i projektet ”Flere på flere timer” hvor medarbejdere på to arbejdspladser i fagområdet arbejder med at ændre
arbejdstilrettelæggelsen ud fra de behov, vi har på nuværende tidspunkt.
10