Sæsonbrochure 24-25 32sA4 web - Flipbook - Side 2
Limfjordsteatret Mors-Thy sæson 2024-2025
KÆRE PUBLIKUM - PÅ MORS OG I THY
I år er det 35 år siden, Limfjordsteatret slog dørene op til sin
allerførste sæson i den gamle gymnastikbygning i skolegården ved M. C. Holms Skole i Nykøbing. Det er fem år siden,
vi indviede det nybyggede teaterhus på Limfjordsvej. Og det
er tre år siden, vi også blev egnsteater for Thisted Kommune
og rykkede ind i den gamle politistation i midtbyen.
Det har været travle, begivenhedsrige og produktive år. Og
det har været en fornøjelse at kunne vise masser af spændende forestillinger i vores to meget forskellige teaterhuse.
Nu er vi klar med endnu en sæson, der som sædvanlig byder på en bred vifte af forestillinger - fra vandreforestillinger
under åben himmel, Shakespeare i det fri, store dramaer,
intense fortællinger, musikalitet og humor. Oplevelser, der
både vil udfordre, inspirere og underholde, og som vi har
fordelt ligeligt mellem Mors og Thy.
Og som sædvanlig gælder et årskort til hele herligheden på
begge sider af Vilsundbroen.
FRA TRYK TIL DIGITAL
Men noget er ikke helt som det plejer. Vi har besluttet for
første gang udelukkende at præsenterer vores sæsonprogram i en online udgave. Det har kostet os store overvejelser, men er valg, der afspejler vores ønske om at være mere
miljøvenlige og bæredygtige.
Sæsonbrochuren findes i stedet på vores hjemmeside i to
forskellige formater. Dels en udgave, man kan bladre i. Dels
en printvenlig version, så man har mulighed for at printe sin
egen sæsonbrochure ud, hvis man synes, det er rart at have
noget mellem hænderne.
2
Vi ved, det for nogen vil føles som en stor forandring, men
håber, I vil tage godt imod den nye udgave.
Helt papirløse bliver vi dog ikke. Vi får trykt en lille folder, så
vi stadig kan vise vores tilstedeværelse rundt omkring i bybilledet. På indersiden rummer den en fin lille kalenderoversigt med alle sæsonens forestillinger i et format, vi synes, vil
passe perfekt på køleskabet.
NYT OM ÅRSKORTET
Vi har også en anden nyhed at præsentere. Vores årskort som vi og rigtig mange af jer heldigvis er glade for – plejer
at følge sæsonen. Det betyder, at vores salg af årskort stort
set er stoppet få måneder inde i den nye sæson. Det har vi
besluttet at ændre, så årskortet fremover vil gælde fra købstidspunktet og 12 måneder frem – uanset, hvornår på året,
man køber det. Man kan altså sagtens springe på som ny
årskortholder, selv om sæsonen er godt i gang, uden at føle
sig snydt.
Vi håber, I vil tage godt imod det hele.
Vi vil glæde os til at se jer i teatret - både ude og inde. Og
håber, I vil føle jer beriget af endnu en sæson med masser
af oplevelser.
STOR TEATERHILSEN
Gitta Malling, teaterdirektør