2024-02 - Klub Løgismose - udskudt - Flipbook - Side 22
Fine Wine
CLOS DES GOISSES
FRA PHILIPPONNAT
Fagekspert
Per Bach
Det er ikke mange Champagner, der udelukkende bliver
produceret på frugt fra en enkelt vinmark, og når det
kommer til Champagne fra et enkelt ”Clos” – historisk
defineret som ”en vinmark omkranset af en mur, som
en hest ikke kan springe over” – der er med til at skabe
et særligt mikroklima, er der endnu færre. Faktisk kun
omkring 40, hvoraf Clos des Mesnil og Clos d'Ambonnay
begaver os med et par af de mest eksklusive vine i
verden, og hvoraf flertallet af resten fortsat er
velbevarede hemmeligheder for de fleste.
Den største, stejleste muromkransede
vinmark i Champagne er imidlertid det 5,8
ha. store Clos des Goisses, der rejser sig fra
59 til hele 116 meter på den sydlige flanke
af Mont de Mareuil. Fra toppen er der en
betagende udsigt ned over Marne-floden,
og da jordbunden er exceptionelt kalkrig,
og skråningen vender direkte mod syd, er
der tale om et af de varmeste og dermed
bedste voksesteder i hele Champagne. 1,5
grader varmere er her i vækstsæsonen i
forhold til gennemsnittet, hvilket er forhold,
man normalt skal 400 km. længere sydpå
for at finde!
Herfra har Philipponnat lige siden familien
erhvervede skråningen fra et fallitbo i 1935
produceret en af de mest bemærkelsesværdige Champagner. Først hed den blot
Champagne des Goisses, men i 1956 foreslog Raymond Beaudoin, (grundlæggeren
af Revue du Vin de France), at den skulle
hedde Clos de Goisses, og sådan blev
det, selvom der var tale om lidt af
en tilsnigelse, eftersom muren
kun stod og stadig kun står
nede ved vejen, der skiller
skråningen fra floden.
22