Pensionsvejledning231031 - Flipbook - Side 12
Industriens Pension: Pensionsvejledning
Hvis du er blevet passivt medlem eller har fravalgt dødsfaldssummen, vil der i stedet blive udbetalt:
Aldersopsparing, afgiftsfri............................... 20.000 kr.
Resten (430.000 minus 40 % i afgift) ........... 258.000 kr.
I alt .............................................................. 278.000 kr.
Dødsfaldssummen bortfalder senest, når du når folkepensionsalderen. De efterladte vil skulle
betale en eventuel boafgift af det, de modtager, uanset om det er arv eller forsikring, og uanset
om der er blevet betalt andre skatter og afgifter af pengene. Du kan læse mere om skatter og
afgifter på industrienspension.dk/skat.
Fortrydelsesret
Du kan fortryde dit valg, så længe der er mere end en måned til, at det træder i kraft. Så stilles
du som om, at du ikke har valgt.
Du har 30 dages fortrydelsesret ved valg af garantiperiode på din livslange pension. Det gælder, uanset om du har valgt garantiperioden til eller fra.
Hvis du vælger om igen, inden et tidligere valg er trådt i kraft
I den periode, hvor du kan fortryde dit valg, kan du også træffe et nyt valg med den virkning, at
dit tidligere valg falder bort. Hver gang du træffer et nyt valg om at sætte forsikringerne op, løber der en ny karensperiode på 12 måneder, før valget træder i kraft.
Hvis du ikke længere har den forsikring, du ønskede at ændre, får dit valg ikke nogen virkning.
Dine valg, hvis du forlader ordningen eller bliver passiv
Hvis du bliver passivt medlem eller forlader pensionsordningen, falder dine valg bort. Det
samme gælder, hvis du efter en periode, hvor du selv har indbetalt, igen får indbetalinger via
en arbejdsgiver. I den situation falder dine tidligere valg også bort. Det gælder både valg, der
allerede var trådt i kraft, og valg du har truffet, men som endnu ikke er trådt i kraft.
Det betyder, at bliver du i disse situationer igen medlem af Industriens Pension, får du en ny
sammensætning af pensionsordningen på genindtrædelsestidspunktet.
Skal opsparingen ikke udbetales til dine efterladte, hvis du dør inden pensionering?
Alle medlemmer med ratepension har en opsparingssikring. Den betyder, at opsparingen skal
udbetales til de efterladte ved død inden pensionering. Du kan selv vælge opsparingssikringen
fra eller til.
Valget træder i kraft den 1. i måneden efter, du har valgt, hvis du fravælger udbetaling til de efterladte og 12 måneder efter den 1. i måneden efter, du har valgt, hvis du tilvælger udbetaling
til de efterladte.
Det kan være en god idé at fravælge opsparingssikringen, hvis du ikke ønsker at sikre nogen i
tilfælde af din død. Når du fravælger opsparingssikringen, bliver din egen pension nemlig højere.
Hvis du ikke ønsker, at opsparingen skal udbetales til de efterladte, hvis du dør inden pensionering, eller hvis du ønsker, at det kun er dødsfaldssummen, der skal udbetales, skal du ringe
til os. Så sørger vi for, at du får den dækning ved død, du ønsker.
Medlemmer, der har fået ret til betalingsfritagelse eller er begyndt at få udbetalt ratepension eller
livslang pension, har dog ikke denne valgmulighed.
12