Pensionsvejledning231003 - Flipbook - Side 4
Industriens Pension: Pensionsvejledning
MEDLEM I INDUSTRIENS PENSION
Tillykke med din pensionsordning i Industriens Pension. Vi er glade for, at du er medlem hos
os, og vi håber, at du bliver tilfreds med dit medlemskab.
Din pensionsordning i Industriens Pension er en del af den overenskomst, der gælder for din ansættelse. Overenskomsten er en aftale om en række rettigheder og pligter på din arbejdsplads,
herunder løn og pension.
Fagforeningerne og arbejdsgiverorganisationerne er altså blevet enige om, at du – som en del af
din ansættelse – får pensionsordning med opsparing til din alderdom og en forsikringspakke, der
dækker dig, mens du er på arbejdsmarkedet.
Formålet med din pensionsopsparing er at sikre, at du får en god økonomisk alderdom. Derfor er
det en del af overenskomsten, at din pensionsopsparing først udbetales, når du når din tidligste
pensionsalder. Du kan med andre ord ikke få udbetalt pengene før tid, da de skal sikre dig en indtægt som pensionist.
Din pension i Industriens Pension kan du flytte og samle i en anden arbejdsmarkedspension, hvis
du skifter job og får en anden obligatorisk pensionsordning hos en ny arbejdsgiver med en anden
overenskomst. Begrænsningen i forhold til, hvor du kan flytte din pensionsordning hen, skyldes, at
overenskomstparterne ønsker at sikre, at de opsparede midler bliver i kollektive pensionsordninger
med et indhold og omkostninger, der er underlagt overenskomstbærende organisationer. På den
måde sikres det, at pengene fortsat spares op til din pensionisttilværelse.
På grundlag af det arbejdsmarkedets parter har aftalt, udgør denne pensionsvejledning sammen
med forsikringsbetingelserne og din pensionsoversigt aftalegrundlaget for din pensionsordning.
For selvbetalere, der for egen regning viderefører den pensionsordning, deres arbejdsgiver har
oprettet, gælder desuden betingelserne i aftalen om fortsat indbetaling.
Du kan altid finde forsikringsbetingelserne og pensionsvejledningen på industrienspension.dk.
Du kan også se, når der sker ændringer og finde tidligere versioner.
Denne pensionsvejledning gælder fra den 7. juli 2023, og indtil andet besluttes.
Når vi behandler ansøgninger om udbetaling ved tab af erhvervsevne og udbetaling ved visse
kritiske sygdomme, administrerer vi efter dét aftalegrundlag, der er gældende på det tidspunkt,
det varige erhvervsevnetab er lægeligt dokumenteret (skadestidspunktet), eller diagnosen er
stillet. Det er ligeledes dét aftalegrundlag, der er gældende på dødsfaldstidspunktet, som er
afgørende for de udbetalinger ved dødsfald, de efterladte har ret til.
Arbejdsmarkedspensionen og forsikringerne i den almindelige ordning er beskrevet i afsnittet
”Din arbejdsmarkedspension”. Du kan se på din pensionsoversigt, hvilke forsikringer du kan få
ret til.
Du får meddelelser om din pensionsordning på Min side på industrienspension.dk. Du kan
logge ind på Min side med MitID. Du får også meddelelserne på mit.dk. Industriens Pension er
forpligtet til at slette oplysninger om dig fra Min side, når de ikke længere er relevante at
gemme.
4