Pensionsvejledning01062021 - Flipbook - Side 44
Industriens Pension: Pensionsvejledning
OM INDUSTRIENS PENSION
Arbejdsmarkedspensionen og Industriens Pension
Din arbejdsmarkedspension er etableret i Industriens Pensionsforsikring A/S (Industriens
Pension). Selskabet er underlagt tilsyn fra Finanstilsynet.
Din arbejdsmarkedspension er tegnet som en pensionsordning med
fradragsret/bortseelsesret og med beskatning ved udbetaling efter reglerne i
pensionsbeskatningslovens kapitel 1. Engangsudbetaling ved pensionering i form af
aldersopsparing (aldersforsikring) er også omfattet af Pensionsbeskatningslovens kapitel 1,
men er uden fradragsret/bortseelsesret.
Engangsudbetalinger ved tab af erhvervsevne, ved visse kritiske sygdomme og til efterladte
er dog uden fradragsret/bortseelsesret og uden beskatning ved udbetaling efter reglerne i
pensionsbeskatningslovens afsnit II A.
Pensionsordningen for udstationerede er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, og
der er ikke fradrags- eller bortseelsesret for indbetaling til ordningen.
Din arbejdsmarkedspension kan kun udbetales før tid, hvis du emigrerer, eller hvis værdien
er under en grænse sat af Industriens Pension. Du kan se grænsen på vores hjemmeside.
Har du indbetalt til Ekstrapension, kan denne del af pensionsordningen dog altid udbetales.
Aldersopsparing og kapitalpension kan udbetales ved livstruende sygdom.
Industriens Pension har udpeget klageansvarlige, som du kan klage til. På vores hjemmeside
kan du se, hvem der er klageansvarlige. Industriens Pension er med i Ankenævnet for
Forsikring. Du kan derfor også klage over Industriens Pensions afgørelser til Ankenævnet for
Forsikring.
Industriens Pensions adresse er:
Nørre Farimagsgade 3
1364 København K.
Industriens Pension har CVR nr. 16614130.
Hjemmeside: industrienspension.dk
Industriens Pension ejes af DI og seks fagforbund i CO-industri.
Forsikringsbetingelser
Forsikringsbetingelserne kan du hente på vores hjemmeside industrienspension.dk, eller du
kan kontakte os for at få dem sendt. I forsikringsbetingelserne kan du læse om dine
rettigheder og betingelser for at få udbetalinger fra Industriens Pension.
Forsikringsbetingelser, Pensionsvejledningen og pensionsoversigten er sammen med de
gældende overenskomster på industriens og fødevareindustriens områder aftalegrundlaget
for pensionsordningen i Industriens Pension.
Flere oplysninger
Du kan læse mere om Industriens Pension på vores hjemmeside industrienspension.dk.
44