Pensionsvejledning01062021 - Flipbook - Side 27
Industriens Pension: Pensionsvejledning
UDBETALING AF ALDERSOPSPARING OG KAPITALPENSION VED SYGDOM
Hvis du har en kapitalpension eller en Aldersopsparing hos Industriens Pension, kan du i
nogle tilfælde få den udbetalt før tid, hvis du får en livstruende sygdom.
Når du får opsparingen udbetalt før tid, betyder det, at vi udbetaler pensionen, før du har
nået din pensionsudbetalingsalder.
Du kan også vælge, om du kun vil have udbetalt fra den obligatoriske opsparing eller kun
have en eventuel Ekstrapension udbetalt.
Når du vælger at få din Aldersopsparing udbetalt før tid, bliver den udbetalt som et
engangsbeløb. Der skal ikke betales afgift. Er det en kapitalpension, skal der betales en
afgift på 40 % til staten.
Hvis den sygdom, du lider af, ikke er med på listen over livstruende sygdomme, skal du
sende en ansøgning om udbetaling til Skattestyrelsen. Blanketten findes på
industrienspension.dk/blanketter. Du selv skal betale for den lægeattest, du skal sende med.
Industriens Pension refunderer ikke udgiften.
Når du har fået udbetalt Aldersopsparing eller kapitalpension på grund af en bestemt
sygdom, kan du ikke få en ny udbetaling, hvis du får den samme sygdom igen.
FORÆLDELSE
Et krav på en forsikring kan efter § 25 i kapitel 1 i forsikringsbetingelserne blive forældet, hvis
du venter for længe med at bede om en udbetaling fra os.
Hvis kravet på forsikringen er forældet, vil du ikke få den udbetalt.
Derfor er det vigtigt, at du kontakter os med det samme, hvis du har en mistanke om, at din
erhvervsevne kan være varigt nedsat, eller du har fået en kritisk sygdom, der kan give ret til
udbetaling.
Din ret til en udbetaling fra Industriens Pension ved tab af erhvervsevne er ikke afhængig af,
om det offentlige har bevilget dig førtidspension, så du skal ikke vente med at sende din
ansøgning, til kommunen har truffet afgørelse. Det samme gælder, hvis du har søgt om
erstatning som følge af en arbejdsskade.
EKSTRAPENSION
Hvis du ikke synes, du kan få nok udbetalt fra den pensionsordning, som du og din
arbejdsgiver indbetaler til, kan du indbetale til Ekstrapension.
Har du en privat pensionsordning i banken eller et andet forsikringsselskab, som du gerne vil
flytte over til Ekstrapension, kan det ofte betale sig at overføre den, inden du begynder at
indbetale til Ekstrapension, da du som udgangspunkt så kan bevare din tidligste
pensionsudbetalingsalder. Samtidig skal du ikke betale administrationsomkostninger for
Ekstrapension, så i mange tilfælde kan du spare penge ved at overføre en privat opsparing til
Ekstrapension.
27