Pensionsvejledning01062021 - Flipbook - Side 26
Industriens Pension: Pensionsvejledning
Størrelsen af den skattefri engangsudbetaling fremgår af din pensionsoversigt. Der kan ske
udbetaling én gang for hver dækningsberettiget diagnose. Der skal være gået mindst 6
måneder mellem hver af de diagnoser, der giver ret til udbetaling. Diagnosen skal være
stillet, mens du er dækket af forsikringen.
Forsikringen udbetales, når Industriens Pension har sikret, at kravene i
forsikringsbetingelserne er opfyldt.
Industriens Pension kan kræve, at du dækker eventuelle udgifter til oversættelse, hvis
der er helbredsoplysninger, som ikke er på dansk, og som Industriens Pension
vurderer er nødvendige for at kunne bedømme, om der er ret til udbetaling.
Hvis der sker ændringer i, hvilke sygdomme forsikringen dækker, gælder ændringerne kun
fremadrettet. Det betyder, at hvis forsikringen bliver udvidet, så den dækker en sygdom, som
du allerede har haft, får du ikke ret til udbetaling på grund af sygdommen.
I afsnittet om ”Valgfrie forsikringer” kan du læse mere om, hvilke muligheder du har for at
ændre på størrelsen af din engangsudbetaling ved visse kritiske sygdomme.
Forsikringen bortfalder, hvis du bliver passivt medlem eller udtræder af pensionsordningen.
Se om mulighederne for at bevare din forsikring i afsnittet ”Du kan indbetale for egen
regning”. Forsikringen bortfalder også, hvis du beder om udbetaling af den livslange pension
eller ratepension, der ikke er Ekstrapension. Retten til udbetaling fra forsikringen er en
personlig ret for dig som medlem i levende live. Det betyder, at forsikringen også bortfalder,
når du dør, og at dit dødsbo ikke kan få ret til udbetalingen, medmindre vi har modtaget en
ansøgning fra dig, inden du dør. Du kan læse mere under afsnittet ”Udbetaling ved død”.
Forsikringen bortfalder senest, når du når folkepensionsalderen.
Der er ikke dækning for diagnoser, du har haft, inden forsikringstiden begyndte. Heller ikke
hvis du får sygdommen igen. Eneste undtagelse fra denne regel er kræft. Det betyder, at
hvis du tidligere har haft én form for kræft, så dækker forsikringen, hvis du får en anden type
kræft. Det er dog en betingelse, at du har været erklæret rask i mindst 7 år, uanset om der
tale om helt forskellige former for kræft.
Forsikringen dækker først ved blodprop i hjertet mindst 7 år efter, du har fået foretaget en
ballonudvidelse eller bypassoperation. Og forsikringen dækker først ved ballonudvidelse eller
bypassoperation mindst 7 år efter, du har haft en blodprop i hjertet.
Forsikringen dækker ikke Parkinsons og Alzheimers, hvis du har fået diagnosticeret Lewy
Body demens. Omvendt dækker forsikringen ikke Lewy Body demens, hvis du har fået
diagnosticeret Parkinsons eller Alzheimers.
Formålet med forsikring ved visse kritiske sygdomme er at give alvorligt syge medlemmer en
sum penge, de kan bruge, når de befinder sig i en usikker situation. Derfor er udbetaling fra
forsikringen en personlig rettighed, der falder bort, hvis du dør. Efter at man som medlem er
død, kan de efterladte eller andre ikke søge om en udbetaling fra forsikringen. De kan i
stedet få ret til udbetalingerne ved død, se afsnittet ”Udbetaling ved død”.
26