Pensionsvejledning01062021 - Flipbook - Side 15
Industriens Pension: Pensionsvejledning
Hvis du dør, mens din løbende ratepension er under udbetaling, bliver de resterende rater
udbetalt til dine efterladte.
Efterladte ægtefæller, samlevere og børn under 24 år kan vælge at få udbetalingen i
månedlige rater, der beskattes som personlig indkomst hos modtageren. I andre tilfælde
udbetales pengene som et engangsbeløb til de efterladte med fradrag af 40 % i afgift til
staten.
Prognose for dine forventede pensioner
Dine forventede pensioner afhænger af, hvor meget du indbetaler, hvilket afkast der opnås i
årene frem til pensionering, levetiden og mange andre forhold. Derfor kan vi ikke oplyse
præcist, hvor meget du får udbetalt som pensionist, men vi kan lave en prognose.
Prognosen for dine forventede pensioner bliver beregnet ud fra nogle fastsatte
forudsætninger (læs mere på industrienspension.dk) om afkast, levetid, betaling for
forsikringsdækninger og administration samt ud fra pensionsopsparingen og
pensionsbidragets størrelse. Pensionsbidragets størrelse fastsættes med udgangspunkt i
gennemsnittet af det, vi har registeret som indbetalt på pensionsordningen de sidste 3
måneder fratrukket arbejdsmarkedsbidrag. Vi forudsætter desuden, at indbetalingerne
fortsætter frem til den udbetalingsalder, vi har angivet i prognosen. For Ekstrapension
indregner vi også bidrag frem til den udbetalingsalder, vi har angivet, hvis du har en aftale
om løbende indbetaling. Alle beløb reguleres løbende med inflationen.
Prognosen oplyses i nutidskroner, som betyder, at vi viser, hvad pensionen vil svare til med
dagens priser.
Prognosen for dine forventede pensioner er vejledende, idet den faktiske pension ikke
afhænger af forudsætningerne, men af de faktiske forhold. En af forudsætningerne er fx
afkastet, som vil svinge i forhold til det forudsatte. Det betyder, at pensionerne bliver større,
hvis der opnås et højere afkast i fremtiden end forudsat og mindre, hvis der opnås et mindre
afkast end forudsat. Det skal bemærkes, at afkastet også kan blive negativt. I prognosen kan
du se, hvor stor pensionen bliver, hvis det går, som vi forventer, og hvad der sker, hvis
afkastet bliver højere eller lavere.
Tilsvarende har det en betydning for størrelsen af den livslange pension, hvor længe
medlemmerne i pensionsordningen i gennemsnit lever. Vi har forudsat, det sker en stigning i
levealderen i de kommende år. Hvis levealderen stiger mere, end vi havde regnet med, kan
det betyde, at den livslange pension bliver mindre, end prognosen viser.
Hvis der bliver indbetalt til din pensionsordning, har vi forudsat, at indbetalingen fortsætter
uændret, frem til at du skal på pension. Hvis indbetalingen bliver større eller mindre, end vi
har forudsat, vil det påvirke din pension.
Særlig bonushensættelse, som flyttes til pensionsopsparingen på pensioneringstidspunktet,
indgår ikke i prognosen for dine forventede pensioner. Læs mere nedenfor i afsnittet ”Særlig
bonushensættelse”.
Hvis du får udbetalinger på grund af tab af erhvervsevne
Hvis du får betalingsfritagelse på grund af tab af din erhvervsevne, kan du først få udbetalt
alderspension, når betalingsfritagelsen ophører.
15