Pensionsvejledning01012023 - Flipbook - Side 8
Industriens Pension: Pensionsvejledning
Du kan vælge at strække pensionen og betalingsfritagelsen ved erhvervsevnetab frem til, at
du når folkepensionsalderen. Valget træder i kraft den 1. i måneden efter, at du har givet os
besked om dit valg. Du kan ændre dit valg, så længe vi ikke har udbetalt til dig med det nye
udløb på forsikringen. Når først vi har udbetalt efter dit valg, løber forsikringen frem til, at du
når folkepensionsalderen, og du kan ikke ændre din udbetalingsperiode tilbage igen.
Køb af garantiperiode
Når du går på pension, kan du vælge at sikre en del af udbetalingen af den livslange
pension, så dine efterladte får udbetalingen for resten af perioden, hvis du ikke selv når at få
pensionen. Den periode, du sikrer pensionen til dine efterladte i, kalder vi for
garantiperioden. Pensionen i resten af garantiperioden udbetales til dine efterladte, hvis du
dør, inden du selv har fået den udbetalt.
På grund af skattereglerne må man højst bruge 10 % af pensionen til at købe en
garantiperiode. Du betaler for garantiperioden ved, at din livslange pension bliver lavere, og
du kan først købe ydelsen, når du skal have pensionen udbetalt. De fleste kan købe en
garantiperiode på mellem 10 og 20 år. Du kan på pensioneringstidspunktet få oplyst, hvor
lang din garantiperiode kan være.
Hvis du har købt en garantiperiode på 15 år og dør 8 år efter, at du blev pensioneret, vil dine
efterladte få udbetalt et beløb, der svarer til de sidste 7 års udbetalinger.
Hvis du ikke køber en garantiperiode til din livslange pension, får du udbetalt en højere
løbende pension. Til gengæld stopper udbetalingerne, når du dør, også selvom pensionen
kun har været udbetalt i kort tid, og dine efterladte vil ikke få udbetaling fra din livslange
pension.
Når udbetalingen af pensionen først er begyndt, kan du ikke længere ændre på dit valg eller
fravalg af garantiperiode.
Tilbuddet om at købe en garantiperiode gælder ikke livslang pension, der er sparet op som
Ekstrapension.
I Ekstrapension er der automatisk tilknyttet en garantiperiode på 5 år til den livslange
pension. Garantiperioden i Ekstrapension kan ikke fravælges.
Hvem kan vælge og hvordan?
Når der bliver indbetalt til pensionsordningen, kan du selv vælge, hvor store dine
engangsudbetalinger ved tab af erhvervsevne, visse kritiske sygdomme og død skal være.
Du kan dog ikke vælge, og dit valg får ikke nogen virkning, hvis:
•
•
•
•
•
Din arbejdsgiver ikke indbetaler til pensionsordningen, og du er forsikret uden
indbetaling.
Indbetalingen til pensionsordningen ikke er stor nok til at betale for det, du har valgt.
Du får/har fået udbetalt ratepension eller livslang pension fra den obligatoriske
pensionsordning.
Du får udbetalt pension på grund af erhvervsevnetab.
Du er omfattet af lærlingeordningen.
Der er en karenstid, hvis du sætter forsikringerne op. Det betyder, at der går 12 måneder fra
den 1. i måneden efter, du har valgt, før dit valg træder i kraft.
8