Pensionsvejledning01012022 - Flipbook - Side 11
Industriens Pension: Pensionsvejledning
Hvis du ikke forventer, at indbetalingen igen vil stige så meget, at det er stort nok til at betale
for forsikringer og administration, opfordrer vi dig til at overveje at vælge nogle af
forsikringerne fra. Hvis du ikke gør det, kan din opsparing blive brugt på forsikringer.
Hvis din opsparing i Industriens Pension er mindre end 10.000 kr. (udover opsparing til
Ekstrapension) og der ikke bliver indbetalt nok til, at du kan betale for forsikringer og
administration, fjerner vi dine forsikringsdækninger. Du kan selv vælge en eller flere af
engangsudbetalingerne til igen, hvis du gerne vil have forsikringerne, og der er råd til dem.
Hvis du vælger inden for de første 3 måneder, kan du få forsikringerne allerede fra den
kommende første i måneden efter, du har valgt.
Sådan virker opsparingssikring og dødsfaldssummen
Dine efterladte får udbetalt et beløb, der mindst svarer til din opsparing, hvis du dør inden
pensionering. En del af denne udbetaling er dødsfaldssummen. Dødsfaldssummen er med til
at sikre dine efterladte en minimumsudbetaling, hvis din opsparing ikke er så stor. Derudover
er udbetaling af dødsfaldssummen skatte- og afgiftsfri og vil derfor betyde, at der er mere til
de efterladte.
Er din opsparing mindre end dødsfaldssummen, udbetales hele dødsfaldssummen. Hvis du
inden for de sidste 12 måneder før din død har fået udbetalt din aldersopsparing eller
kapitalpension på grund af livstruende sygdom, vil dødsfaldssummen blive reduceret med et
beløb svarende til det, der blev udbetalt før eventuel afgift.
Er din opsparing større end dødsfaldssummen, udgør dødsfaldssummen kun en del af
udbetalingen til dine efterladte. Hvis dødsfaldssummen er fravalgt eller bortfaldet, fordi du fx
er blevet passivt medlem eller endnu ikke er gået på pension, men har nået
folkepensionsalderen, vil de efterladte fortsat få udbetalt et beløb, som svarer til
opsparingen. I dette tilfælde vil en del af udbetalingen ikke være skatte- eller afgiftsfri.
Du kan beholde opsparingssikringen og dødsfaldssummen, indtil du begynder at få din
ratepension eller livslange pension udbetalt. Dødsfaldssummen bortfalder dog, hvis du bliver
passivt medlem, eller senest når du når folkepensionsalderen.
11