Pensionsvejledning231003 - Flipbook - Side 36
Industriens Pension: Pensionsvejledning
At være forsikret uden indbetaling betyder, at du fortsat er forsikret som før, hvis du i op til 1 år
efter, at indbetalingerne for dig er ophørt, får en af de kritiske sygdomme, der giver ret til udbetaling eller får et varigt erhvervsevnetab. Du beholder også den dødsfaldssum, du havde.
I perioden, hvor du er forsikret uden indbetaling, bliver du ikke omfattet af nye forsikringer, der
bliver indført, mens du er forsikret uden indbetaling, og du vil ikke være omfattet af forhøjelser
af forsikringerne.
Du er også forsikret uden indbetaling, hvis der ikke indbetales til pensionen på grund af midlertidigt fravær (sygdom, orlov mv.).
Når perioden med forsikring uden indbetaling udløber, bliver du passivt medlem. Det betyder,
at du ikke kan få ret til engangsudbetaling, pension eller betalingsfritagelse ved tab af erhvervsevne eller engangsudbetaling ved visse kritiske sygdomme. Dine efterladte vil ikke
kunne få ret til dødsfaldssummen, men opsparingen kan stadig blive udbetalt, hvis du dør før
pensionering.
Du bliver beskattet af den del af forsikringen uden indbetaling, der bliver brugt til at betale for
engangsudbetaling ved tab af erhvervsevne, ved visse kritiske sygdomme og til dødsfaldssummen. Det skyldes, at udbetalingerne er skattefrie, men til gengæld er der ikke noget fradrag for betalingen til forsikringerne.
Valgmuligheder efter indbetalingen er stoppet
Når indbetalingerne til arbejdsmarkedspensionen stopper, skal du tage stilling til, om du vil beholde dine forsikringer eller ej. Du har følgende muligheder:
•
•
•
•
Du kan forlænge perioden med forsikring uden indbetaling op til 3 år i alt. Din pensionsopsparing bliver mindre, fordi du bruger den til at betale for forsikringerne.
Du kan indbetale for egen regning, så du ikke bruger af din pensionsopsparing til at
betale for forsikringerne. Du kan samtidig vælge at fortsætte med at spare op, til når du
går på pension.
Du kan opsige forsikringerne.
Du kan tage opsparingen med til din nye arbejdsmarkedspension, hvis du skifter job.
Det er en fordel for dig at beholde forsikringerne:
• hvis du er syg, eller dit helbred har ændret sig, siden du kom ind i pensionsordningen,
• hvis du ikke er dækket af forsikringer i et andet pensionsselskab, eller
• hvis du er i tvivl, om du kommer tilbage til arbejdsmarkedet på normale vilkår.
Hvis dine forsikringer stopper, uden at du har forsikringer andre steder, kan du risikere, at du på
et senere tidspunkt ikke vil kunne få forsikringsdækninger på samme vilkår igen. Derfor er det
vigtigt, at du beholder dine forsikringer.
Det kan være unødvendigt for dig at beholde forsikringerne, hvis du er blevet omfattet af en
anden pensionsordning, der indeholder forsikringsdækninger, som du er tilfreds med.
Du er velkommen til at beholde dine forsikringer i Industriens Pension, selvom du er kommet
med i en ny pensionsordning. I Industriens Pension udbetaler vi forsikringerne, selv om du har
tilsvarende forsikringer i en anden pensionsordning. For at undgå dobbeltdækning vil vi dog
råde dig til at undersøge, om du har en tilsvarende dækning i en anden pensionsordning.
Vi anbefaler, at du sætter dig ind i, hvordan forsikringerne dækker, bl.a. om der gælder en karenstid, som gør, at du ikke er fuldt dækket fra start, samt hvilke kriterier der gælder, for at du
kan få forsikringen udbetalt, fx om du først kan få udbetaling ved tab af erhvervsevne, hvis du
er bevilliget førtidspension. Hvis du har helbredsproblemer, skal du sikre dig, at dit nye selskab
er informeret om det, så du er registreret med en korrekt forsikring.
36