Industriens Pensions årsrapport 2023 - Flipbook - Side 15
INDUSTRIENS PENSIONSFORSIKRING A/S
ÅRSRAPPORT 2023
Gennemsigtighed omkring bæredygtighed i
investeringerne
Ligesom for investeringernes klimaaftryk ønsker
Industriens Pension også at oplyse om andre
bæredygtighedsforhold for investeringerne.
Derfor er det positivt, at fremkomsten af bæredygtighedsdata er under betydelig udvikling i
disse år. Målet er, at vi med tiden har lige så højt
informationsniveau for bæredygtighedsrelaterede parametre, som man i dag har for finansielle nøgletal.
Det øgede fokus på data og øget information om
bæredygtighedsforhold er hjulpet godt på vej af
ny EU-regulering i form af taksonomi- og disclosureforordninger, som stiller krav til både ikkefinansielle og finansielle virksomheder om dokumentation af bæredygtighedskarakteristika.
Ny EU-regulering i form af et klassificeringssystem, en såkaldt ’taksonomi’, skal netop
skabe større klarhed og transparens omkring, hvornår en investering kan kategoriseres som værende bæredygtig. Taksonomien
vil i sin endelige form indeholde screeningskriterier for i alt seks klima- og miljømål, nemlig forebyggelse af klimaforandringer, tilpasning til klimaforandringer, bæredygtig udnyttelse og beskyttelse af vand- og havressourcer, overgang til en cirkulær økonomi, forebyggelse og bekæmpelse af forurening samt
beskyttelse og genopretning af biodiversitet
og økosystemer. Derudover skal det kunne
dokumenteres, at en investering - udover at
bidrage væsentligt til et eller flere miljømål ikke skader nogle af de øvrige miljømål væsentligt og derudover opfylder en række sociale minimumskrav.
INVESTERINGSVIRKSOMHED
Denne dokumentation fremgår af bilag 1 og 2,
som indeholder en række bæredygtighedsrelaterede oplysninger om Industriens Pensions
produkter (gennemsnitsrente og markedsrente).
Her fremgår det, at produkterne er såkaldte artikel 8-produkter, der fremmer miljømæssige og
sociale karakteristika. Bilagene beskriver, hvilke
forhold investeringerne fremmer, og hvilke indikatorer vi benytter til at måle på investeringernes indvirkning.
Det gælder fx klimaaftryk og en række indikatorer for, hvorvidt investeringerne lever op til internationale konventioner på det sociale område.
Derudover er det opgjort, at 20 % af investeringerne i Industriens Pensions markedsrenteprodukt i 2023, kunne klassificeres som bæredygtige ud fra den definition af bæredygtig investering, der er givet i disclosureforordningens artikel 2.17.
Det endnu ikke muligt at opgøre, hvor stor en
andel af investeringerne, der kan klassificeres
som bæredygtige i henhold til EU-taksonomien.
Industriens Pension vil i 2024 fortsætte arbejdet
med at dokumentere bæredygtighed i porteføljen.
På vores hjemmeside www.industrienspension.dk kan du læse mere om vores arbejde
med ansvarlige investeringer og bæredygtighed.
15