Aflønningsrapport 2021 - Flipbook - Side 2
INDUSTRIENS PENSIONSFORSIKRING A/S
AFLØNNINGSRAPPORT 2021
Aflønningsrapport 2021
Indledning
Denne aflønningsrapport indeholder de oplysninger, der skal offentliggøres i henhold til § 26 i
bekendtgørelse om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser.
Oplysningerne i rapporten omfatter regnskabsåret 2021 for IndustriPension Holding A/S og Industriens Pensionsforsikring A/S.
Principper for aflønning
Bestyrelsen har udarbejdet en lønpolitik, der
fastsætter principperne for aflønning i Industriens Pension. Lønpolitikken gælder for alle medarbejdere, dog således at der er fastsat særlige
vilkår for medlemmer af bestyrelsen, direktionen
og øvrige ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig
indflydelse på selskabets risikoprofil.
Lønpolitikken har til formål at fremme en sund
og effektiv risikostyring, således at der alene
indgås løn- og pensionsaftaler, der er i overensstemmelse med den vedtagne forretningsmodel, og som alene tilskynder til kontrolleret risikotagning.
Lønpolitikken skal sikre, at der ikke indføres aflønningsstrukturer, der strider mod Industriens
Pensions forpligtelser til at handle i medlemmernes bedste interesse eller imod reglerne om god
skik i lov om finansiel virksomhed.
Lønpolitikken fastsættes normalt på det sidste
bestyrelsesmøde i året og godkendes årligt på
generalforsamlingen.
Aflønningsudvalg
Bestyrelsen har nedsat et aflønningsudvalg, der
består af bestyrelsens formand og næstformand. Udvalget har holdt to møder i 2021.
Udvalgets primære arbejde er at forberede beslutninger, der træffes i bestyrelsen, og udvalget
skal redegøre for sine overvejelser til brug for
bestyrelsens behandling og godkendelse af lønpolitikken.
Udvalget skal sikre, at der mindst én gang årligt
gennemføres en kontrol med overholdelsen af
lønpolitikken i samarbejde med et hertil valgt revisionsfirma.
Lønelementer
Medarbejdernes faste vederlag fastsættes på
baggrund af stillingsindhold og kompetencer.
Udover det faste vederlag gives en række markedskonforme personalegoder.
Hovedparten af medarbejderne i Industriens
Pension har et ansættelsesforhold, der følger af
kollektive overenskomster. Medarbejdere med
ledelsesansvar samt visse specialister har individuelle kontrakter, der regulerer deres lønforhold.
Indbetalinger til medarbejdernes pensionsordninger er fastsat i ansættelseskontrakter og efter
gældende overenskomster, og der gives ikke
ekstraordinære pensionsbidrag, ud over hvad
der fremgår af ansættelseskontrakterne.
Der kan lejlighedsvist og bagudrettet udbetales
engangsvederlag til medarbejdere, der har ydet
en ekstraordinær indsats under iagttagelse af
grænserne for variabel aflønning til væsentlige
risikotagere.
Visse medarbejdere på investeringsområdet har
aftaler om tildeling af individuelle bonusbeløb.
Kriterierne for optjening af bonus omfatter både
afkastmæssige resultater og opfyldelse af ikke
kvantitative mål – herunder mål der fremmer
bæredygtige investeringer. Ordningen er tilrettelagt på en måde, som tilskynder til en kollektiv
indsats, hvor den enkelte ansatte kan bidrage til
helheden.
Historisk har enkelte investeringsmedarbejdere
haft en aftale om langsigtet resultataflønning på
baggrund af de afkast, der opnås på unoterede
investeringer. Industriens Pension anvender
ikke længere denne type aftaler, men positive
afkast, der opnås under disse aftaler i de kommende år, vil resultere i udbetaling af vederlag
til de medarbejdere, der har været omfattet af
ordningen.
Grænser for variabel aflønning af bestyrelse,
direktion og øvrige væsentlige risikotagere
Bestyrelsen skal i forbindelse med udarbejdelse
af lønpolitikken identificere de øvrige ansatte,
hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil. Disse medarbejdere
fremgår af et separat bilag til politikken.
Lønpolitikken sikrer, at der ikke indgås aftaler
om variabel aflønning af bestyrelsesmedlemmer, og at vederlag til direktionen eller øvrige
ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse
på Industriens Pensions risikoprofil, ikke indeholder variable løndele, der overstiger 100.000
kr. om året, eller som tilskynder til øget risikotagning.
Kontrol med aflønningen i 2021
Aflønningsudvalget har gennemført en kontrol
af, at den for 2021 vedtagne lønpolitik er overholdt.
Kontrollen er gennemført i samarbejde med
Redmark, statsautoriseret revisionspartnerselskab, der konkluderer, at der ikke i 2021 er sket
udbetalinger af vederlag i strid med politikken.