Sæt pris på bynatur 2023 - Flipbook - Side 54
MEDARBEJDERE DER HAR
ADGANG TIL BYNATUR ER MERE
PRODUKTIVE
Der er betydelige økonomiske omkostninger for virksomheder, når medarbejderne har fravær
på grund af sygdom og stress. Studier har imidlertid vist, at medarbejderes adgang til natur
og grønne områder er et uforløst potentiale, der både kan reducere fravær og endda også øge
produktiviteten.
- De fleste, der arbejder på kontor, tilbringer i gennemsnit omkring 80 procent af deres tid
indenfor og meget af tiden er det foran skærmen, fortæller Regitze Siggaard, ekspert i trivsel
og udearbejde, Fonden Mental sundhed. Regitze Siggaard peger på, at virksomhederne med
fordel kan være mere opmærksomme på at bruge uderummene i arbejdstiden for derved at
opnå sundere arbejdspladser.
- Det handler om, hvad vi allerede har af faciliteter udenfor og hvilke opgaver, vi kan flytte
ud: den rette opgave i det rette uderum. Telefonmøder og 1:1 møder er oplagte opgaver at
flytte udenfor.
- Men en tom græsplæne gør det ikke alene. Det er typen af arbejdsopgave kombineret med
kvaliteten af uderummet, den skal løses i, præciserer Regitze Siggaard.
Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening koster danskernes sygefravær hvert år virksomhederne op
mod 15 milliarder kroner. Heraf relaterer 14-16 procent af det samlede sygefravær i Danmark
sig til stress.
En undersøgelse fra University of Exeter viser imidlertid, at adgang til grønne områder i byer
kan reducere stress og forbedre menneskers mentale velbefindende. Undersøgelsen peger
endda på en langvarig positiv effekt på den mentale sundhed ved nærhed til grønne områder.
Andre undersøgelser viser, at når mennesker færdes i natur kan det føre til forbedret kognitiv
funktion og øget motivation.
Denne viden er nyttig for både virksomhederne og for kommuners planlægning af
erhvervsområder.
54 SÆT PRIS PÅ BYNATUR