Sæt pris på bynatur 2023 - Flipbook - Side 50
TRIVSEL OG MOTIVATION I
GRØNNE SKOLEGÅRDE
Mere motivation, bedre trivsel, flere nye relationer,
mere bevægelse og mindst lige så meget læring.
Det er ifølge førende danske forskere nogle af de
positive effekter, som regelmæssig udeundervisning
kan bidrage med.
På trods af de gode effekter ved udeundervisning
i grønne omgivelser er hovedparten af landets
skolegårde, særligt i byerne, fortsat udstyret med et
væg-til-væg-tæppe af asfalt.
Mere end 80 procent af folkeskoleeleverne får ikke
fast undervisning under åben himmel og arbejdet
med udeskole er stadig helt afhængig af enkelte
ildsjæle ude på skolerne.
- At skoler og lærere ikke i højere grad udnytter
de potentialer og værdier udeskole undervisning
rummer er på flere planer ærgerligt set ud fra et
elevsynspunkt, hvor variation, bevægelse, motivation,
trivsel og læring går hånd i hånd, lyder det fra den
ansvarlige for landets og sandsynligvis også verdens
mest omfattende forsøg med effekten af udeundervisning, Erik Mygind, der er studielektor ved Institut
for Geovidenskab og Naturforvaltning ved
Københavns Universitet og projektansvarlig for
det internationalt anerkendte TEACHOUTforskningsprojekt.
Han fortæller, at både national og international
forskning viser, at udeskole blandt andet kan bidrage
til at løfte et skole- og samfundsproblem gennem
øget bevægelse, fysisk aktivitet, trivsel og indre
motivation for at lære.
BEDRE MOTIVATION MED UDESKOLE
Erik Mygind fremhæver - ud over fysisk aktivitet
- den øgede indre motivation, som elever der fast
modtager udeundervisning beviseligt oplever, som
særligt interessant.
- Motivation ligger jo som fundament for enhver
form for læring. Og her er det virkelig væsentligt at
50 SÆT PRIS PÅ BYNATUR
fremhæve, at folkeskoleelevers motivation for at gå i
skole generelt er faldende fra de begynder i 0. klasse
til de forlader folkeskolen. Men forskning viser, at
faldet i motivation stoppes af udeskole. Det er et
stærkt argument for mere udeundervisning,
pointerer Erik Mygind og fortsætter:
- Du rammer også nogle elever, som har svært ved at
sidde stille, som pludselig oplever undervisningen som
mere konkret og relevant og synes, at det er sjovere
at arbejde med stoffet.
Han understreger også, at udeskole spiller direkte ind
i regeringens ønske om mere praktisk og ’hands on’
undervisning i folkeskolen med en god kombination
af praktiske udeforløb og akademisk læring.
HVAD ER TRIVSEL OG UDDANNELSE
VÆRD?
Forskningsleder Karen Barfod og forskningschef
Andreas Rasch-Christensen ved Forskningscenter
for pædagogik og dannelse ved VIA University
College er heller ikke i tvivl om udeskolens fordele.
Begge erklærede i en fælles udmelding i 2021, at
”regelmæssig undervisning udenfor har positiv
betydning for elevernes læring, dannelse og
trivsel samt motivation for at gå i skole”.
- Og de resultater står stadig ved magt, pointerer
Karen Barfod, men når det kommer til at sætte
kroner og øre på den nøjagtige gevinst, må hun
alligevel kaste håndklædet i ringen som alle andre
forskere og fagfolk på området for udeundervisning:
- Vi har ikke noget tal. Sådan er det, men der er
ingen tvivl om, at fast udeundervisning i grønne
omgivelser er meget værd. Til sammenligning skal
man huske, at selvom vi heller ikke ved præcist,
hvor meget en krone investeret i at sende et barn i
folkeskole, giver det danske samfund tilbage, er det jo
alligevel indlysende for alle, at den økonomiske værdi
er enorm.