Sæt pris på bynatur 2023 - Flipbook - Side 47
EKSISTERENDE NATUR KAN
GÅ I ARV
Byerne er nødt til fremover at udvikle sig på en mere hensigtsmæssig måde,
hvor der er taget højde for de mange miljø- og klimaudfordringer, vi kæmper
med i dag. Et alternativ er, at lade flere eksisterende bygninger og mere af den
eksisterende bynatur gå i arv.
Dansk Byplanlaboratorium han netop udgivet casestudiet ’Omdannelse af
erhvervsområder – fra vision til virkelighed’ om transformation af erhvervsområder omkring Storkøbenhavn.
Jakob Sandell Sørensen, associeret partner og landskabsarkitekt hos Schønherr
har repræsenteret Danske Landskabsarkitekter i projektets følgegruppe. Han
ser flere fordele ved at ændre ældre erhvervsområder til ny blandet by:
- Der er ofte relativt gode forudsætninger for at finde plads til det grønne.
Erhvervsområderne rummer som regel store belagte arealer, der ikke behøver
være lige så store, når anvendelsen ændrer sig.
- Det giver mulighed for dels at etablere grønnere vej- og gaderum ved
omdannelse af eksisterende brede vejprofiler, og dels giver det mulighed for
at skabe grønne bygningsnære områder ved omdannelse af terrænparkering
eller logistikbelægninger.
Casestudiet fremhæver også mulighederne for at medtænke fremtidens
klimaudfordringer i udviklingen af erhvervsområder. Til det fremhæver
Jakob Sandell Sørensen et eksempel:
- Områderne rummer også ofte større bygningskroppe med relativt flade
tage. Disse tagflader giver mulighed for at skabe nye grønne og rekreative
taghaver og mulighed for at tilbageholde regnvand i større skala.
Og netop vandmagasinering og LAR-løsninger kan være med til at fremme
frodigheden i disse områder. Dette, sammen med eksisterende og ny natur,
gør det muligt at skabe en grøn identitet og opnå gode betingelser for
biodiversitet.
Ved byomdannelse af ældre erhvervsområder vil kommunerne kunne ramme
tidens behov for at udvikle byerne med større omtanke for klima, miljø og
natur. Bynaturen vil således kunne spille en væsentlig rolle og eksisterende
natur vil kunne gå i arv og derved opnå en fornyet værdi.
FAKTA
”Omdannelse af erhvervsområder – fra vision til virkelighed”
Et casestudie i transformation af erhvervsområder omkring Storkøbenhavn
Udgivet januar 2023 af Dansk Byplanlaboratorium
Deltagende kommuner: Albertslund, Gladsaxe og Ishøj.
I følgegruppen sad blandt andre Jakob Sandell Sørensen, associeret partner og
landskabsarkitekt, Schønherr og Danske Landskabsarkitekter som medlem.
Scan QR koden til casestudiet
SÆT PRIS PÅ BYNATUR
47