Sæt pris på bynatur 2023 - Flipbook - Side 44
TRANSFORMATION AF UDTJENTE
OMRÅDER TIL BLANDEDE BYKVARTERER
At vores byer bliver rigere og får flere dimensioner med, når vi bevarer
og transformerer udtjente eller underudnyttede områder til nye
bykvarterer, er en af flere gode pointer, der kommer frem i et interview
med borgmesteren i den Sydtyske by Tübingen. Det gælder ikke mindst
også bevaring af gamle træer og eksisterende natur, der fremmer oplevelsen af tidens dimension og er med til at skabe mere sanselige steder
i en ellers mere og mere digitaliseret verden.
I Tübingen har den arkitektuddannede borgmester Cord Soehlke
været en af de drivende kræfter i byens unikke koncept for
bykvarterer, der rummer tre simple men virkningsfulde mål:
Forny og forbedre de ikke udviklede dele af byen.
Udvikle brownfield i stedet for at udvikle greenfield.
Anlægge bykvarterer i stedet for monofunktionelle boligområder.
Med dette klare koncept er flere bebyggede områder i Tübingen
blevet transformeret til attraktive, bykvarterer med en mangfoldig bynatur. Områder, der før var militærets kaserneområder
eller fabriksområder, er blevet transformeret til urbane, nedskalerede
og diverse bykvarterer, hvor både eksisterende bygninger og
oprindelig beplantning er med til at give de nye byrum identitet
og ikke mindst oplevelsen af tid.
44 SÆT PRIS PÅ BYNATUR