Sæt pris på bynatur 2023 - Flipbook - Side 39
DEN DANSKE MODEL GAV GRØNNE TAL
PÅ BUNDLINJEN
Grønne områder har altså en reel økonomisk værdi,
også i målbare kroner og øre. Men præcist hvor stor?
Det spørgsmål sad Københavns Kommunes
Teknik- og Miljøforvaltning også med i starten af
2010’erne.
Der var netop landet en analyse, som pegede på, at
der ville være 100.000 flere borgere i Københavns
Kommune i 2025. Borgere som byen ganske enkelt
ikke havde plads til.
Teknik- og Miljøforvaltningen spurgte derfor
rådgivningsvirksomheden Gronmij (i dag opkøbt af
Sweco), om de kunne udvikle en model, der ville være
i stand til at sætte kroner og øre på værdien af de
grønne områder.
- Frygten i kommunen var, at de grønne områder i
byen langsomt ville blive bebygget, hvis man ikke
kunne præsentere lige så håndfaste argumenter som
økonomiforvaltningen, der jo kunne fortælle præcist,
hvor meget kommunen ville kunne tjene på kort og
langt sigt på ejendomsskatter og grundskyld ved at
sælge eksempelvis 20 procent af Fælledparken.
Det var skrækeksemplet. Og overfor de tal havde
Teknik- og Miljøforvaltningen kun langt blødere
argumenter såsom, at ”det er sundt at se på noget
grønt” og den slags, og derfor søsatte de arbejdet med
modellen, fortæller Brian Gardner Mogensen, der i
dag er partner i Realise Danmark, som netop rådgiver
stat, kommuner og private investorer om byudvikling,
men dengang var analysechef i Gronmij og ansvarlig for
udviklingen af modellen ”Økonomisk værdisætning af
Københavns grønne områder,” der lå klar i 2013.
Central Park i New York City
kan have en positiv påvirkning på
ejendomsværdien på helt op mod
20 procent
OPLAGT AT MEDREGNE GRØN VÆRDI
Når Realise Denmark i dag rådgiver store offentlige kunder om byudvikling, kunne Brian Gardner Mogensen
ikke drømme om ikke at medregne grønne områders økonomiske betydning.
- Selvfølgelig er grønne områder et væsentligt parameter, når vi er med til at rådgive om byplanlægning og
arealudvikling. Når vi arbejder med at omdanne eller etablere et givent by- eller boligområde, handler det
ofte om at gøre det attraktivt i forhold til bosætning. Hvis man vil kunne tiltrække mennesker i et givent
segment med en given købekraft, ved vi, at de er interesseret i nære, grønne arealer, som man kan slippe
børnene fri i. Det er utvivlsomt, og vi ved, at det har stor betydning.
- Hvis man bygger højt og tæt uden grønne lommer, tiltrækker du et andet segment, pointerer
Brian Gardner Mogensen og uddyber, at et mere købestærkt segment vil resultere i højere
skatteindtægter og højere grundskyldsindtægt.
SÆT PRIS PÅ BYNATUR
39