Sæt pris på bynatur 2023 - Flipbook - Side 24
DET GRØNNE
BØR INKLUDERES I
BYPLANLÆGNINGEN
FRA BEGYNDELSEN
Bynatur kan blandt andet gavne mental trivsel, håndtere regnvand og afhjælpe
varmepåvirkning og luftforurening. Men ofte er der ikke plads til bynaturen, og
derfor skal det tænkes ind i byplanlægningen fra begyndelsen, fastslår Karin
Thuesen Pedersen, byudviklingschef i COWI.
Hvis naturen ikke bliver tænkt ind i byplanlægningen allerede i de første faser,
sker det alt for tit, at pladsen bliver brugt til alt muligt andet.
Karin Thuesen Pedersen appellerer til, at bynaturen kommer på tegnebrættet
fra begyndelsen, når nye bydele skal planlægges.
- Det er meget vigtigt, at de involverede parter i planlægning og etablering af
en ny bydel tidligt i processen tager en kvalificeret dialog om, hvor vigtigt det
er at indtænke bynaturen. Det kan godt være, at vi i Danmark endnu ikke har
færdigudviklet værktøjer til at værdisætte bynaturen sort på hvidt, men der er
ingen tvivl om, at bynaturen skaber så meget kvalitet, at den simpelthen ikke
må blive glemt, siger Karin Thuesen Pedersen.
TRÆERNE SKAL HAVE TID TIL AT VOKSE
Karin Thuesen Pedersen peger blandt andet på håndtering af varmepåvirkning
som en afgørende fordel ved veletableret bynatur.
- Ofte etablerer vi nye byområder på tidligere industri-arealer i tæt
bymæssig sammenhæng, hvor pladsen generelt er begrænset og udviklingen
af byen forløber over meget lang tid. Der vil man selvfølgelig gerne udnytte
pladsen, men det skaber desværre ofte en situation, hvor der bliver bygget
meget tæt, og vi dermed får en varmeø-effekt, som kun bliver værre i
takt med at den generelle temperatur i Danmark stiger, siger Karin Thuesen
Pedersen og fortsætter:
- Det kan træer meget effektivt afhjælpe, men det kræver, at de har en vis
størrelse. Derfor er det ikke optimalt, at træerne først bliver plantet i slutningen af det lange udviklingsforløb, for så går der meget lang tid, fra bydelen er
færdigbygget, til træerne er store nok til faktisk at afhjælpe varmeø-effekten
- og i værste fald er der måske slet ikke plads til træerne, når resten af byen
står færdig.
Veletablerede alléer med store træer bidrager til
et godt klima og en behagelig atmosfære.
24 SÆT PRIS PÅ BYNATUR