Sæt pris på bynatur 2023 - Flipbook - Side 21
Med det regnestykke vi får på værdisætningen
af Banebyparken bør det give stof til eftertanke,
at det ved udvikling af vores byer ikke kun skal
tænkes i flest mulige boligkvadratmeter.
Lotte Kunstmann, projektleder, Viborg Kommune
VIBORG KOMMUNES VALG AF CASE
Med investeringer på omkring fem milliarder kroner er et tidligere industriområde syd for
banegården under omdannelse til en dynamisk og mangfoldig bydel med institutioner, erhverv
og boliger til op mod 3.500 nye beboere.
Bydelen er planlagt tæt, og anlæggelsen af den offentlige bypark har derfor stor bevågenhed fra
beboerne. Da parken er placeret i knudepunktet mellem den nord-sydgående akse, Hærvejen,
der skaber forbindelse mellem bymidten og den sydlige bydel, og en øst-vestgående akse,
Banebystien, med adgang til Søndersø, har den også stor betydning som mødested og opholdsrum
for alle byens borgere.
- Det er ikke så tit, der anlægges helt nye parker i kommunen siger projektleder Lotte Kunstmann,
Viborg Kommune, og det har derfor være interessant at få værdisat dels, hvor stor værdi en park
har for nærområdet, men også at få belyst gevinsten ved at omkonvertere et industriområde til et
rekreativt område.
- Vi er slet ikke i tvivl om, at alene omdannelsen fra et utilgængeligt industriareal til en grøn
plet med gode adgangsforhold vil være af stor værdi. Men der er også g jort en indsats for at
”økonomisere” med pladsen og skabe alsidige anvendelsesmuligheder i parken. Gennem flere
workshops og interviews med borgere, foreninger, institutioner og erhvervsdrivende i
lokalområdet er der arbejdet med at skabe et sted, der tager udgangspunkt i en overordnet
vision, som kan tilgodese så mange behov som muligt.
- Og at der også skulle være plads til at håndtere regnvand i parken, har vi vendt til noget positivt,
som bidrager til en bedre biodiversitet og æstetisk forskønnelse i parken.
SÆT PRIS PÅ BYNATUR
21