Sæt pris på bynatur 2023 - Flipbook - Side 17
FRILUFTSLIV OG SOCIALE MØDESTEDER
Naturparken er anlagt med let tilgængelighed for øje, og Høje-Taastrup Kommune har gennemgået
naturparken sammen med det lokale handicapråd for at sikre de bedst mulige betingelser for alle.
Hovedstierne er faste grusstier suppleret med enkelte trampestier og trapper.
Der er anlagt et mountainbikespor og flere søer i naturparken, hvor man kan komme helt tæt på
vandfladen via gangbroer og opholdspladser. Der er udsigtspunkt med siddemuligheder til
30 personer – en shelterplads med fire 6-personer shelters omkring en bålplads. Der er også et
hemmeligt shelter skjult et sted i naturparken.
Tæt på shelterpladsen er anlagt en stor bålhytte med bålplads, hvor der er plads til 30 personer.
Her findes et handicapvenligt muldtoilet.
Naturparken byder også på Storkøbenhavns længste udendørs rutsjebane på hele 25 meter og en
svævebane på 50 meter.
FAKTA
Pris for at erhverve grusgraven: 1,3 millioner kroner.
Anlægsmidler: fire millioner kroner.
Høje-Taastrup Kommune har selv været bygherre på projektet.
Entreprisen er delt i to, således at:
- søer, stier, trapper, bord/bænke og naturpleje er udført af kommunens egne folk
- shelters, bålhytte, muldtoilet, udsigtspunkt, boardwalks var i udbud. HedeDanmark vandt entreprisen.
HØJE-TAASTRUP KOMMUNES VALG AF CASE
- Ved at omdanne en nedlagt grusgrav til en naturpark tilgodeser
vi både den økonomiske, sociale og miljømæssige bæredygtighed
i området, forklarer projektleder Kristel Helena Jelstrup Hansen,
Høje-Taastrup Kommune.
- Det er et socioøkonomisk greb, hvor borgerne går fra at have
et stort restområde i deres baghave med ingen eller meget
begrænset værdi til et nyt rekreativt område. Et område som
skaber grobund for et aktivt liv, fællesskaber og mangfoldighed.
- Vi vidste godt, at projektet ville skabe stor rekreativ værdi for
lokalområdet, men med værdisætningsværktøjet har vi været i
stand til konkret at værdisætte naturparken i kroner og øre. Et
tal der potentielt kan anvendes i cost-benefit-analyser, når vi
planlægger udviklingen af vores byer.
SÆT PRIS PÅ BYNATUR
17