Biodiversitet i byer - Magasin - Side 45
DET NYTTER
MED GRØNNE TAGE
- Vi er midt i en biodiversitetskrise og er derfor nødt til at tage alle tilgængelige
midler i brug. Og her er grønne tage et rigtig godt bud på, hvad man kan gøre
for at tænke naturen ind i vores stadigt større og befæstede byer.
Opfordringen kommer fra Peter Fugl, urban landskabsingeniør, Habitats, som
igennem sin uddannelse og arbejde med biodiversitet, beskæftiger sig med
grønne tage.
Grønne tage kan i høj grad bidrage til at understøtte - især den urbane
biodiversitet, fortsætter Peter og henviser til, at naturen i det moderne landskab fragmenteres på grund af de fysiske barrierer som byer,
infrastruktur og landbrug udgør.
- Grønne tage er derfor et af de redskaber, som kan være med til at skabe
flere grønne lommer, hvori naturen kan udfolde sig.
- Udover at grønne tage kan bidrage til at øge naturen i byerne rummer de
et ret unikt potentiale for biodiversitet – da de oftest er områder, som er
fritaget fra menneskelig forstyrrelse, siger Peter, der opfordrer til, at man
så vidt muligt forsøger at etablere grønne tage i nærheden af områder af høj
naturkvalitet.
- Derved kan man være med til at understøtte de sjældne arter, som potentielt kan forsvinde helt.
Den urbane landskabsingeniør understreger samtidigt, at der stadig er god
ræson i at etablere grønne tage i byer, som måske ikke har nogen tilstødende
naturområder.
- Der er nemlig en vigtig pointe i, at når vi som mennesker får en tættere
tilknytning til naturen, vil vi også være mere tilbøjelige til at værdsætte og
dermed prioritere naturen, som i sidste ende også danner grundlag det liv, vi
gerne vil leve som mennesker.
Grønne tage er et af de redskaber,
som kan være med til at skabe flere
grønne lommer, hvori naturen kan
udfolde sig.
Peter Fugl
Taghaven "Østergro",
Østerbro, København
BIODIVERSITET 45