Biodiversitet i byer - Magasin - Side 16
Universitetsparkens centrale placering i Aarhus gør den
også til et populært rekreativt område for byens borgere. I områdets centrale del ses her kløften med de åbne
græssletter og egetræer, som leder ned til Universitetssøen.
MANUAL FOR UDVIKLING AF
BIODIVERSITET
I målet om at øge biodiversiteten er en del af potentialeplanen udformet som en manual, der beskriver
retningslinjer for udviklingen af områder og elementer i
Universitetsparken.
Et konkret eksempel er, hvordan de karakteristiske egetræer kan understøtte mere biodiversitet. For med over
1.000 arter af tilknyttede insekter, svampe- og lavtyper skaber de gamle egetræer basis for en høj biodiversitet.
Flere af arterne knytter sig dog først til træerne, når de
begynder at forfalde og/eller udvikle hulheder.
Døde grene eller halvdøde stammer bør derfor bevares i
størst muligt omfang.
‘Risikogrene’ beskæres, så de ikke udgør en fare for forbipasserende. Træer, der er syge og døende, kan i visse
tilfælde bevares som højstubbe ved topkapning, hvor
vedmaterialet, der er afskåret kan efterlades og bruges i
parken som dødt ved.
16
BIODIVERSITET
UNIVERSITETSPARKEN ER OGSÅ
BYENS PARK
Universitetsparken udgør, med dens omkring
200.000 kvadratmeter, hjertet af Aarhus Universitet. Udover at være Danmarks største egetræspark, rummer den et stort mylder af liv. Her
færdes studerende på vej til og fra forelæsning,
ænder krydser vejen, når de har lyst, ligesom nysgerrige turister bevæger sig rundt i det værdifulde
kulturmiljø. I Universitetsparken ligger også en
række kulturinstitutioner i form af Det Kongelige
Bibliotek, Naturhistorisk Museum, Steno Museet
og Antikmuseet.
Parken er daglig ramme for mange aktiviteter
for studerende, forskere og undervisere, men der
afholdes også flere store årlige events. Eksempelvis
Kapsejladsen omkring søerne i den centrale del af
parken, som afholdes i juni og har op mod 30.000
deltagere. Desuden afholdes 'Danmarks Største
Fredagsbar og Idrætsdag ' i september måned.
Arrangementet, der finder sted i Universitetsparkens vestlige del, har op mod 20.000 deltagere.