Biodiversitet i byer - Magasin - Side 11
Mere end tre fjerdedele af Danmarks befolkning lever i byer og tallet
vokser. Dette fører til en udvidelse af boligmassen og transportsystemerne
i byerne - en fortætning, der har stor indflydelse på vores bynatur.
Samtidig er bynaturen blevet et folkeeje, som er kommet for at blive.
Antallet af brugere vokser støt, og de mange mennesker har øgede krav
og nye ønsker til natur- og socialværdierne i områderne, herunder
biodiversitet.
De nye efterspørgsler og behov fordrer nytænkning i kommunerne. For
med den øgede interesse, affødes en grøn politisk agenda og en stigende
inddragelse af borgerne i planprocessen.
Vi skal som landskabsarkitekter og planlæggere være omstillingsparate, og
vi skal iscenesætte den grønne dagsorden for byrådet.
Det betyder, at i takt med at den grønne dagsorden for alvor er rykket ind
på den kommunalpolitiske scene, stilles der større krav til landskabsarkitekter og planlæggere.
BYNATUR SKAL OPPRIORITERES
Der er et akut behov for, at infra- og bebyggelsesstrukturen og bynaturen
kommer i bedre balance indbyrdes, så vores byer både nu og i fremtiden er
attraktive at leve og bo i. Men samtidig står vores bynatur relativt svagt i
lovgivningen om byudvikling, hvorfor arealerne står for skud, når infraog bebyggelsesstrukturen ekspanderer.
FAKTA OM
Kristel Helena Jelstrup Hansen
z Bestyrelsesmedlem, Park- og Naturforvalterne, 2020
z Diploma of Technology in Park
Engineering and Management, 2019
z Landskabsarkitekt og projektleder i
Høje-Taastrup Kommune, 2013
Helt grundlæggende bør dansk lovgivning nytænkes, så den sætter
bestemmelser, retningslinjer og krav til mængden af bynatur. Men på
trods af det stigende pres og efterspørgsel på vores bynatur, har arealerne
endnu ikke vundet indpas som en økonomisk værdifuld vare.
Og en politisk anskuelse er derfor ofte, at bynatur fungerer
som restarealer, der kan anvendes til byfortætning.
Konsekvensen er til at føle på – bynaturen og
mulighederne for at fremme biodiversiteten forsvinder støt.
HVORDAN FÅR VI MERE BIODIVERSITET I BYERNE?
Selvom byerne ofte er relativt fattige på mængden af flora og fauna, er den
ikke helt uden betydning for den globale biodiversitet. Der ligger derfor et
enormt potentiale i at fremme forudsætningerne for biodiversitet i byerne.
Derfor er vi i Høje-Taastrup Kommune gået i dialog med borgere virksomheder og boligselskaber om at skabe mere biodiversitet på deres udearealer.
Hvor man tidligere oplevede monokultur, ser man nu via samarbejdet med
kommunen, knopskydninger med mangfoldig natur. Samarbejdet er med
til at sikre mere biodiversitet i byerne og fremmer den brede forståelse for
mangfoldig natur.
BIODIVERSITET
11