CSR 2024 DK v5 020524 web - Flipbook - Side 16
Scope 1
Environment
16
KLIMA OG MILJØ
Vi har allerstørst mulighed for at udøve direkte indflydelse på vores CO2e-udledninger i scope 1, og altså
i de 23 %, som transport i vores egne biler udgør af
vores samlede CO2e-emission.
Som en af de få i branchen ejer Frode Laursen en
stor del af de biler, vi bruger til transport og distribution, hvilket giver os en unik mulighed for at sikre, at
både materiel og vores chauffører er i stand til at yde
deres bedste. En mulighed som vi agter at udnytte til
fulde.
Alternative brændstoffer, nyt materiel, fokus på
kørestil og samarbejde med både kunder og leverandører er grundstenene i den brede indsats, der de
seneste fem år har sikret en konstant reduktion i vores
CO2e-emission fra scope 1.
I 2023 sænkede vi vores udledninger med 19 % i
forhold til året før. Dette skyldes, at vores aktiviteter
faldt på dieselbilerne. Vi oplevede mindre fragtmængder i 2023, men opretholdt aktiviteten på de
biler, der kører på alternative brændstoffer.
Det betød, at Frode Laursens andel af alternative
drivmidler i det samlede brændstofforbrug steg fra
18 % til 26 %.
De fleste kilometer på alternative brændstoffer
bliver uden sammenligning kørt på HVO-biodiesel.
Her har vi siden 2021 tilbudt vores kunder i Danmark
og Sverige at være en del af vores Green Fuel Quota
Concept. Konceptet giver vores kunder mulighed for
at sikre, at deres andel af distributionen hos Frode
Laursen dokumenteret bliver kørt på HVO, der bliver
produceret af bl.a. husholdnings-, slagteri- og træaffald. I 2023 steg andelen af kørsler på HVO med 5
procentpoint fra 12 til 17 %.
Vi ønsker at fortsætte den gode udvikling og har
en ambition om i 2024 at forøge vores grønne kilometerandel yderligere, også fordi vi i 2023 tog hul på
distributionskørsel med el-lastbil, og flere el-lastbiler
vil komme i drift i løbet af 2024.
Sideløbende med vores fokus på alternative drivmidler, er vi også optaget af at sikre så meget gods
på bilerne som muligt. I 2023 iværksatte vi således
optimeringsprojekter på vores logistikcentre for at
øge belægningsgraden, og vi investerede samtidig i
nyt trailermateriale, der kan transportere op til dobbelt så mange paller på trailerne. Implementeringen
er stadig i gang, men vi regner med, at vi i 2024 vil
kunne konstatere målbare resultater af disse tiltag.