Flagdagsmagasin Klar Digital version 2024 - Flipbook - Side 76
Foreninger
Dorthe Boe Nielsen er med til
at lave pandekager og servere
brunch hver anden onsdag, derudover laver hun mad én gang
om måneden til fællesspisning for
både veteraner og pårørende. Ligeledes er hun aktiv i forhold til at
stå for julefrokost, Mortensaften,
påskefrokost, generalforsamling
eller ved højtider som den årlige
昀氀agdag. Det er også Dorthe Boe
Nielsen, der praktisk sørger for,
at der hele tiden er frivillige til
at løse opgaverne hen over året.
Hvor mange timer, hun bruger på
at være frivillig, tænker hun ikke
så meget på. Det betyder ikke så
meget.
- Jeg bor lige i nærheden, så det
er nemt for mig at komme frem
og tilbage. Nogen gange kommer
jeg for at ordne småting, og det
sker også, at jeg tager forbi huset
i weekenden for lige at få en fornemmelse for, hvordan det går.
Selvom Dorthe Boe Nielsen ikke
har viden og erfaringer omkring
soldater, der drager ud i brændpunkterne i verden for at sikre
fred, har hun alligevel stiftet bekendtskab med den lidelse, som
mange soldater kæmper med i
dag - PTSD. Som lærer og skoleleder i bydelen Voldsmose har hun
haft problematikken meget tæt
på, og det gav hende en indsigt i,
hvad det betyder at være mentalt
presset.
- Jeg arbejdede udelukkende med
昀氀ygtningebørn, som jo alle var
født i Danmark. Men de 昀氀este forældre var meget ødelagte af PTSD
på grund af deres baggrunde som
昀氀ygtninge. Man blev på den måde
meget bevidst om, at det ikke er
76
alle, der bare kan “tage sig sammen.”
- Da jeg blev opmærksom på veteranhjemmet tænkte jeg, at danske soldater, de har også børn. I
mit arbejdsliv havde jeg arbejdet
med børn i 40 år, som frivillig kunne jeg få lov til at gøre noget for
forældre.
De frivillige er vigtige
Dorthe Boe Nielsen har igennem
skolearbejdet haft forældre, der
har været udsendt, og nogle af
hendes elever har også været udsendt - én af dem komme engang
imellem på veteranhjemmet. Hun
glæder sig over, at han har fået et
godt liv.
- Han kunne være “væltet” ligesom
mange af de andre, der kommer
her. Det er jo personer, der tager
af sted, fordi de brænder for det,
de skal ud i. Og så ved de ikke,
hvordan de tager det ind. Jeg synes, at det er ret tankevækkende,
at mange soldater, der vender
hjem, får et vanskeligt liv, fortæller Dorthe Boe Nielsen, og lægger
ikke skjul på, at det frivillige arbejde i veteranhuset betyder meget
for hende - ikke mindst bevidstheden om, at det gør en forskel,
at man er med til at få huset til at
fungere.
Alt i alt kommer der cirka 250
mennesker i huset - alt inklusive,
de 50-60 er veteraner, der har
brug for et fristed, hvor de kan
være sig selv og mødes med andre.
- Det er jo fortrinsvis de personer,
der søger fællesskabet, der kommer i huset. Det er dem, der er vo-
res opgave at tage os af. Når man
kommer i huset kan man tydeligt
se, at de hygger sig meget med
hinanden, og jeg tror bestemt
også, at de får nogle relationer,
hvor de hjælper hinanden eller
har et fællesskab udenfor huset.
Det er glædeligt at se.
Dorthe Boe Nielsen er glad for,
at hun valgte at veksle en del af
sin pensionisttid med frivilligt arbejde i veteranhjemmet i Odense,
og hun håber blandt andet på, at
hun kan være med til at sprede
budskabet om, hvad der foregår i
huset og hvor vigtigt det er, at der
er frivillige, der bakker op.
- I dag forstår jeg meget bedre,
hvor stor en opgave det er for folk
at leve med de ar, de har fået som
soldater. Hvis man ikke har den
slags inde på livet, er det jo usynligt. Og hvem ved, som verden og
Europa ser ud lige nu, om der er
昀氀ere danske soldater, der igen
skal sendes ud i brændpunkterne.
