Flagdagsmagasin 2021 - Magasin - Side 32
I dag fejrer vi alle veteraner i
Danmark
NIELS HARTVIG ANDERSEN
FORMAND
DANMARKS VETERANER
Vi skal i dag mindes de veteraner, som ikke er
iblandt os mere. Og deres pårørende. Andre veteraner beholdt livet, men har lukket verden omkring
sig ude. Dem og deres pårørende skal vi sende en
kærlig tanke ikke bare på Veteranernes Flagdag den
5. september, men også i hverdagen, når vi gør en
lille pause og ser mod himmelen eller ud over det
danske landskab.
Danskere, udsendt i international tjeneste, har
gennem tiden gjort en prisværdig indsats. Vi har
været sammen med mange forskellige nationer og
fundet venner for livet fra fjerne himmelstrøg. Og
hjemme igen i Danmark kan den enkeltes indsats
under fremmede himmelstrøg nemt blive glemt i
en fortravlet hverdag. Det må ikke ske!
Derfor arrangerer Danmarks Veteraner årligt flere
parader og stævner for alle veteraner, hvor det officielle Danmark og pårørende møder op og viser
deres anerkendelse af veteraners indsats. Og Danmarks Veteraners 25 lokalforeninger afholder lokale
arrangementer over hele landet, på Færøerne og i
Grønland, hvor veteraner hædres for deres indsats
og de afdøde mindes.
En mindedag kan og skal også være en god dag,
trods den alvorlige anledning. Pårørende til veteraner kan i visse tilfælde føle sig presset af situationer,
som er svære at håndtere, men netop i sådanne
tilfælde viser der sig en styrke, som de pårørende
bruger til at tage vare på veteranen og yde støtte
gennem mørke stunder.
Derfor skal vi i Forsvaret, i kommunerne og i det
frivillige arbejde samle os om at give nærmeste
pårørende og især børn af veteraner en synlig anerkendelse for deres indsats og om nødvendigt
støtte dem individuelt.
Danmarks Veteraner og Veteranstøtten har fokus
på anerkendelse af veteraner. Også der, hvor det officielle Danmark ikke når ud. Anerkendelse er ikke
kun parader og stævner. Det er også rettidig omsorg og hjælp til de, som ikke har mulighed for selv
at markere sig.
Vi skal værne om vor frihed, som ikke er en naturret,
vi skal værne om pligten til at yde til fællesskabet og
vi skal værne om det sammenhold, der sikrer vort
demokrati.
Alle ønskes en god Flagdag
Niels Hartvig Andersen