Flagdagsmagasin 2021 - Magasin - Side 22
Flagdagen er også en hæder til baglandet
Flagdagen er også en hæder til
baglandet
F U N G E R E N D E C H E F F O R V E T E R A N C E N T R E T, J A N N I K A N D E R S E N,
H Y L D E R D E D A N S K E S O L D AT E R S B A G L A N D F O R E N I N D S AT S ,
D E R F O R TJ E N E R A N E R K E N D E L S E PÅ F L A G D A G E N
Første gang jeg var udsendt, var min søn tre år
gammel. Jeg husker tydeligt, da vi sejlede af sted
fra Københavns Havn. Vores familier og pårørende
var samlet på Langelinie for at ønske os en god
udsendelse. Da skibet forlod havnen, skete det ved
afgivelse af lysblus og tågehorn. Min søn syntes,
det var så voldsomt, at han gemte sig i klapvognen.
Det gav mig en stor klump i halsen, og da vi passerede ydermolerne, måtte jeg ned i operationsrummet for at sunde mig.
Deres træning begynder først, når vi er taget af
sted. Nu er familien på on-the-job træning. De skal
klare sig alene med det, de kan – og det gør de
uden hjælp fra den soldat, de har sagt farvel til.
Da skibet var kommet ud på åbent hav, skiftede
mit fokus fra familiefar til soldat, og jeg begyndte
at se frem mod missionen og opgaverne, vi havde
trænet til hudløshed før afrejse.
Når jeg har været udsendt og været væk fra familiens skød, så har det været med den viden, at jeg
har været klædt på til opgaven. Jeg har haft det
rette udstyr og den rette uddannelse. Jeg skulle
primært fokusere på at løse opgaven. Jeg skulle
hverken koncentrere mig om at handle ind, lave
mad, betale regninger eller slå græs. Derfor var jeg
bevidst om, at min familie i mange tilfælde havde
det sværere end mig.
For en soldat er det at være udsendt den ultimative
test på, om man kan sit job. Det er den træning og
uddannelse, vi har fået, der skal bære os helskindet
igennem missionen.
Men vi er ikke de eneste, der er på mission. Det
samme er kærester, ægtefæller, børn, mødre,
fædre, søskende og pårørende til soldaterne. Når
soldaten er udsendt, er baglandet også på mission.
Til forskel for os soldater, har vores familie og
pårørende ikke fået den træning og uddannelse,
som vi har modtaget. De har ikke været på øvelser
og fået testet deres udholdenhed og evner til at
løse helt nye opgaver.
Efter noget tilvænning lykkes de fleste heldigvis
med at finde en vej til at tackle hverdagens store
og små udfordringer. Men det er ikke nemt, og
familien derhjemme er ofte på overarbejde, mens
soldaten er udsendt.
Hverdagen går som bekendt videre. Og når man er
flere tusinde sømil væk, er det vanskeligt at løfte
sin byrde i familien. Når jeg tænker tilbage på, om
jeg var anerkendende nok i forhold til den store
indsats, min familie løftede, mens jeg var ude, så
tror jeg godt, jeg kunne have gjort det bedre.
I dag findes der heldigvis flere og flere muligheder
for støtte for familie og pårørende til udsendte
danske soldater.
