Energi Fyn Årsrapport 2023 - Report - Side 62
Samfundsansvar
Beskyttelse af nærmiljøet
Biodiversitet
Vi har fokus på at sikre nærmiljøet ved vores transformerstationer i forhold til brugen af kemikalier og oliespild.
Biodiversitet udgør mangfoldigheden af økosystemer og arter, og omfatter de elementer, der bidrager til at give fødevarer, ren luft og vand. Derudover kan biodiversitet hjælpe
med at afbøde naturkatastrofer, modvirke skadedyr og sygdomme samt medvirke til at regulere klimaet.
Transformere og ældre APB-kabler indeholder olie. Olien kan
lække med risiko for nedsivning til grundvandet. Kabler, der
anvendes i dag, indeholder ikke olie, og Vores Elnets transformerstationer har olieopsamlingskar.
Vi overvåger, om der sker olieudslip fra 60 kV-oliekabler og
har en plan for, at alle olieholdige 60 og 10 kV kabler udskiftes med nye PEX-kabler, der ikke indeholder olie. Sker der et
olieudslip, oprenses jorden på uheldsstedet efter gældende
retningslinjer.
I forbindelse med etablering, drift og vedligeholdelse af elanlæg anvendes faremærkede kemikalier. Vi har stort fokus på
at minimere vores forbrug af faremærkede kemikalier, og vi
vurderer løbende, om de kan erstattes med alternativer med
lavere fareklasser. Alle faremærkede stoffer er registreret i
Kemisk APV, og der er lavet en risikovurdering for alle stoffer.
Vi har særligt fokus på at reducere udslip af SF6 gas i både
10 kV og 60 kV koblingsanlæg. Ved udbud af koblingsanlæg
med SF6 gas indgår afskaffelsen af anlægget som en del af
prissætningen. Det betyder, at de relativt høje omkostninger
ved afskaffelse kan være udslagsgivende for køb af koblingsanlæg uden SF6 gas. Når gasholdige anlæg skrottes, sker det
af uddannet personale og ud fra helt særlige procedurer, så
vi er sikre på, at gassen bliver opsamlet.
Vores Elnet råder over 63 60/10 kV transformerstationer,
hvor de udendørs placerede anlæg samlet set optager et
areal på 12,2 HA, der hovedsalig er udlagt med græs, som
plejes ved slåning 6-8 gange årligt. I tilknytning til hovedstationerne er der i mindre omfang køreveje, hvor ukrudtsbekæmpelse tidligere skete ved minimal anvendelse af sprøjtemidler. Dette ophørte i 2022, og nu brændes ukrudt med
gas. I de større byområder er enkelte 10/04 kV stationer
placereret på arealer ejet af Vores Elnet. Her er ukrudtsbekæmpelse med sprøjtemidler også skiftet ud med brænding.
Ligeledes bruges der ikke sprøjtemidler, men udelukkende
nedslåning efter behov ved Energi Fyn Bredbånds teknikhuse.
I 2023 iværksatte vi pilotprojekter på 5 60/10 transformerstationer med bistand fra en biodiversitetsrådgiver. Målet
var at øge biodiversiteten på græsarealer ved at undlade at
klippe græsset på arealer, hvor langt græs ikke skaber gener
for driften af elanlæggene. For at bidrage til mængden af
biodiversiteten og øge bredden af levesteder for forskellig
fauna, blev der i græsområderne etableret blomsterstriber
med flerårige og særlige bimixblandinger med minimum 15
arter. Vi har desuden opsat fuglekasser og insekthoteller. En
meget tør juni og våd juli gav udfordringer i forhold til at få
planter til at vokse. Projektet fortsætter i 2024, hvor vi vil få
foretaget en insekttælling.
På køreveje vil der fremadrettet blive etableret permeable
belægninger bestående af fliser med huller, der fungerer som
vækstområder for lavt og langsomt voksende græsarter. Og
på nye transformerstationer vil der blive lavet en plan for
biodiversitet som en del af projektbeskrivelsen.
62
Årsrapport 2023
Energi Fyn a.m.b.a.
Energi Fyn-koncernen